Randers FC har fået en flyvende start på sæsonen, hvor holdet har hentet 14 point i syv kampe i Superligaen.

I løbet af efteråret skal kronjyderne også spille gruppespil i Conference League, hvilket giver holdet et tæt efterårsprogram.

I Randers leder staben da også efter forstærkninger, så holdet er bedst muligt rustet til det tætte efterårsprogram, der venter efter den kommende landskampspause.

Det fortæller Randers FC-træner Thomas Thomasberg.

– Jeg regner med, at der kommer en til to spillere, inden transfervinduet lukker.

– Så må vi se, om der eventuelt også er nogle spillere, der skal ud. Det håber jeg dog ikke, at der er, siger Thomas Thomasberg.

Træneren afviser dermed ikke, at der kan blive gang i svingdøren, inden transfervinduet lukker tirsdag ved midnatstid, selv om han er tilfreds med truppen.

– Jeg er glad for den trup, som jeg har. Kan den lige blive suppleret op, så synes jeg, at truppen antalsmæssigt og kvalitetsmæssigt rummer det, der venter på os til efteråret.

Randers-træneren lægger heller ikke skjul på, hvad klubben er på udkig efter.

– Det er ingen hemmelig, at det er en angriber med lidt ekstra fart, som vi kigger efter.

– Ellers synes jeg egentlig, at vi er dækket fint ind på både midtbanen og i forsvaret.

– Den anden forstærkning var mere et udtryk for, at vi i søndagens kamp mod Silkeborg har både to backspillere og to midtstoppere ude. Det gjorde lidt ondt på bagkæden at mangle fire dernede, siger Thomas Thomasberg.

Han fortæller i samme ombæring, at han heller ikke er bekymret for bredden i Randers-truppen.

– Så længe vi kan holde folk skadesfri, skal det nok gå. Nu var det lige lidt ekstremt søndag mod Silkeborg med skadessituationen, siger Thomas Thomasberg.

Randers FC har indtil videre i sommerens transfervindue hentet fem spillere, mens kronjyderne samtidig også har sagt farvel til fem spillere.

/ritzau/