Vores ældste borgere har slidt og slæbt for, at vi kan have det samfund, som vi har i dag.

Derfor skal vi behandle vores ældste med respekt, værdighed og en erkendelse af, at de fleste seniorer ønsker retten til selvbestemmelse i alderdommen. Bl.a. derfor skal vi diskutere det velfærdssamfund, som vi alle er så stolte af.

VELFÆRDSSTATEN giver mig associationer af ensretning og ufrihed, og er ikke det samfund, som jeg ønsker at videregive til kommende generationer. Et samfund, hvor staten suverænt bestemmer, hvad der er bedst for dig og mig!

Jeg mener, at vi skal igangsætte en langsigtet og grundig reformsamtale om den danske udgave af velfærdssamfundet.

Den samfundsindretning, vi har valgt i Danmark, er dyr at holde i drift med et af verdens højeste skattetryk. Vi beskattes på indkomst, afgifter, moms, arv osv….og i høj grad, er der stor opbakning til denne samfundsmodel.

Der, hvor jeg for alvor mener, at vi har brug for nytænkning er graden af selvbestemmelse ifht de velfærdsgoder, som vi glædeligt medfinansierer.

I denne forbindelse, hvilken pleje ønsker vi til netop vores forældre, når den tid kommer. Er det ekstra rengøring, lidt højere gastronomi, flere gå-ture med “de gamle” eller er der måske opgaver, som vi i familien selv kan og gerne vil varetage…

Jeg mener, at vi i Randers Kommune skal have en øget grad af differentiering i ældreplejen, hvor de ældre borgere og deres pårørende træffer selvstændige til- og fravalg.

“Længst muligt i eget hjem/liv” har været ældrepolitikkens røde tråd i flere år…..er det alle, som ønsker det? Godt for de fleste, men også et helvede i ensomhedens skygge for de mange.

Hvis ægtefællen falder bort, og ensomheden bliver dagens eneste følgesvend?  Vi ved, at mange ældre er ensomme i alderdommen. Det er ikke godt nok, og der skal tænkes i nye veje – hvor f.eks. generationer mødes i idrætsforeningerne eller ældreklubber, der inviterer unge til kortspil, skak, musik, samtaler og måske indføring i hæderkronede håndværkstraditioner. Jeg lærte flere håndværk af mine bedsteforældre, håndværk, som for de fleste er glemt…..

Jeg vil foreslå, at vi ansætter unge på plejehjem til at hygge sig og være aktive sammen med de ældre.

Endelig mener jeg, at vi som kommune skal kunne kvalitetssikre, at plejen for vores demente borgere er god og værdig. At vi forstår, hvad det kræver, at pleje denne ældregruppe, og at vores ledere og ansatte får den fornødne uddannelse og tid til disse plejeopgaver.

Lad os betræde den sti, hvor vi går efter mere frihed til den enkelte, mere selvbestemmelse, og ikke mindst en mindre grad af ensomhed i alderdommen i Randers Kommune.

 

Christina Kjærsgaard

Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti