Med overtagelsen af ’Din Avis’ i Randers cementerer Jyllands-Postens Lokalaviser sin position i det østjyske

 

Selskabet udgiver i forvejen 11 lokalaviser og er hver dag er med til at understøtte de lokale samfund med relevante nyheder, nærværende historier, inspiration og debat.

”’Din Avis’ passer perfekt ind i Jyllands-Postens Lokalaviser. Med dyb respekt for den position, som ’Din Avis’ har opnået i Randers, glæder vi os til, at den nu bliver en del af Østjyllands førende udgiver af lokalaviser,” siger Rasmus Blegvad, adm. direktør for Jyllands-Postens Lokalaviser.

’Din Avis’ har hidtil været ejet i fællesskab af Radio ABC og Avis-Tryk i Hornslet, som er ejet af JP/Politikens Hus.

Adm. direktør for Radio ABC, Ole Søndergaard, ser en række fordele i et fuldt ejerskab i regi af Jyllands-Postens Lokalaviser, herunder, at der er gode synergieffekter i at udgive flere ugeaviser i samme selskab.

”Efter 20 års fælles ejerskab med Avis-Tryk er det tid til at give faklen videre til Jyllands-Postens Lokalaviser, mens vi på Radio ABC fortsat udvider på audio og radio,” siger Ole Søndergaard.

Jyllands-Postens Lokalaviser overtager alle medarbejdere hos ’Din Avis’, hvis redaktion forbliver på den nuværende placering på Brotoften.

Det øvrige samarbejde mellem Radio ABC og Jyllands-Postens Lokalaviser fortsætter som hidtil.

 

Om Jyllands-Postens Lokalaviser
Med 12 ugeaviser og en række nyhedssites, styrker Jyllands-Postens Lokalaviser hver dag den lokale sammenhængskraft ved at afsløre, beskrive og debattere det lokale liv og ved at inspirere læserne til at tage del i det. På nyhedssitet Lokalavisen.dk holder vi desuden læsere over hele landet opdateret på, hvad der sker i Danmark lige nu.