Gåholdene er godt kørende efter vinterens og forårets coronanedlukninger. Randers Kommune og initiativet Bevæg Dig For Livet var med, da gåholdet i Romalt fejrede sin 1-års fødselsdag

 

Det er en mild septemberformiddag, og hjemme hos gåvært Anny Brath Jensen har 16 friske damer allerede meldt ankomst til den ugentlige gåtur. Men det er ikke en hvilken som helst gåtur. Gåholdet i Romalt fejrer netop 1-års fødselsdag. Når klokken slår tre minutter over halv ti, går de deres 25. tur. Lige på falderebet triller en bil op, og endnu en dame træder ud – lige i tide til gåturen. Snakken går, og flokken bevæger sig ud i Romalt, mens solen langsomt men sikkert brænder igennem det lette skydække.

Før vi ved af det, er jakkerne bundet om livet, og damerne går i gåsegang op ad bakke, gennem træer og græs og op på højen. Herfra kan man skue over fjorden, da solen endelig får samlet sig kræfter til at brænde igennem. Roen falder over flokken, kun afløst af et hurtigt kig i den udprintede rute, der genstarter snakkene om elcykler, brombær og den lokale tennisklub. Vi går videre. Anny midterst i flokken, men de forreste ved, hvor næste stop på turen er. Der venter lidt kaffe og mundgodt hjemme hos gåværten selv. Det skal nemlig fejres, at fællesskabet nu har rundet sit første år.

 

Et attraktivt gåhold

Til første tur var de kun to, men det gode tilbud gik som varmt brød. 16 ture blev det til med samlet set 116 deltagere i første halvleg. Men det har ikke været en nem opgave at være gåvært i en tid præget af corona-nedlukninger og forsamlingsloft. Selvom restriktionerne bragte en masse aflysninger med sig i foråret, var damerne hurtigt på dupperne igen. Inden man kunne nå at se sig om, indtraf sommerferien, og tallene lod sig trylle om til 20 gåture og nu i alt 156 deltagere.

Hvad er det så, der gør gåholdet så attraktivt? Anny Brath Jensen er ikke i tvivl.

”Det er fordi, vi bor i superskønt område med mange gode stier, enge, Romalt bakker, fjorden, landbrug og marker. Og så er det vigtigt at gå ture sammen – og ikke at gå tur alene. Det er vigtigt med det fællesskab. Alle kan tale med alle. Det er et helt fantastisk snakkefællesskab, der opstår, men man behøver selvfølgelig ikke at snakke hele tiden.”

Det gør ingen forskel, om det er det lange ben, der sættes foran, eller om man danner bagtrop. Flokken følges ad. Glæden i at motivere andre til at bevæge sig og danne ramme om et fællesskab er i sig selv belønning nok.

”Jeg bliver jo en halv meter højere, når vi har været ude at gå! Glæden ved at kunne genkende hinanden på stien bagefter er stor. Jeg bliver bare så glad af se, at de bliver glade. Og så bliver jeg glad, når jeg går ude i naturen sammen med andre. Det er en god medicin med naturen og luften.

Mulighederne for at få frisk luft og fællesskaber er mange i kommunen. Randers kommune samarbejder med mere end 40 gåværter. Er du selv nysgerrig på at blive gåvært eller på, om der findes et gåhold i nærheden af dig, så tøv ikke med at tage kontakt til Stine Klitgaard fra Bevæg Dig For Livet på stine.klitgaard@randers.dk eller læs mere på www.bevægdigranders.dk