Naturnationalpark Fussingø har efterhånden fået mange ord med på vejen.
I starten, da projektet blev offentliggjort, var stemningen meget positiv, sidenhen har stemningen og til tider sprogbruget, vendt en del.
Det syntes jeg er ærgerligt, fordi efter min mening er det en fremragende ide og jeg tror også på, at med tiden vil det blive et, om muligt, endnu mere populært sted, end det er nu.

Jeg vil da godt indrømme, jeg lige skulle vende mig til tanken om de høje hegn, det lyder voldsomt, men er det nu også det?

De fleste i Randers, har enten været i Fladbro dyrepark eller kørt forbi den.

Her er der også høje hegn og jeg kan da huske, jeg tænkte mit, da de blev sat op, men nu tænker jeg aldrig over det, jeg glædes kun over dyrene i skoven.
Går man en tur i dyreparken i Fladbro, skal man nok være lidt heldig, hvis man skal se dyrene og det gør jo kun oplevelsen endnu større, når det lykkes.

Fladbro dyrepark er væsentlig mindre end den kommende Naturnationalpark Fussingø, så det samme vil være gældende her, både når det gælder krondyr og stude.

I debatten er det efterhånden kommet til at lyde, som det er dyre mishandling. Jeg syntes efterhånden de argumenter er lidt søgte.

Jeg har den største tiltro, til de mennesker, som arbejder med projektet og har ansvar for dyrene.

At det også højner biodiversiteten er jo et faktum og god biodiversiteten er altså også godt for mennesker og vil også højne oplevelsen ved at komme i naturen.

Nu vi er ved store dyr. Ved en gåtur i Langå Egeskov, møder vi også kvæg og det har nu altid fungeret fint.

Jeg var på job ved Klostermølle for et par uger siden, der gik også kvæg sammen med mennesker.

Kvæget holdt sig for sig selv, så der var masser af plads til begge parter og sådan vil der kunne nævnes mange steder rundt i landet.

Men selvfølgelig skal vi have respekt for dyrene eller sagt på en anden måde – respekterer dyrene.

Jeg mener vi skal tage positivt imod Naturnationalpark Fussingø og glæde os over det nye liv derude.

Opstår der problemer undervejs, er jeg sikker på de ansvarlige for området også kan løse det på bedste vis.

 

Ole Jakobsen, fotograf

Kandidat for Venstre til byrådet

Jyllandsgade 7

8900 Randers