Forrige sæson var et stort triumftogt for Randers FC, der med en pokaltitel og en plads i 3F Superligaens top-6 overraskede de fleste.

I efteråret har kronjyderne fortsat de lovende takter fra sidste sæson, og der hersker tro på, at klubben ligefrem kan overgå sidste sæsons succes.

Der venter nemlig Randers en afgørende periode inden nytår, hvor holdet fortsat er med i Superligaen, Sydbank Pokalen og Conference League.

– Vi står afgjort med gode muligheder for at overgå sidste sæson. Det er selvfølgelig svært, når vi vandt en pokalfinale, men jeg har generelt en fornemmelse af, at vi har været bedre, end vi var sidste år.

– Om det hele, så går op i en højere enhed, er svært at sige, men jeg synes, at vi har lagt lag på siden sidste sæson, siger anfører Erik Marxen.

Randers indtager i øjeblikket en tredjeplads i Superligaen, mens der venter to kvartfinaler mod Odense Boldklub i pokalturneringen. Derudover har kronjyderne endnu ikke tabt i gruppespillet i Conference League, hvor der stadig er mulighed for at gå videre.

Derfor mener Marxen også, at klubbens fem kampe inden årsskiftet bliver afgørende for hele sæsonen.

– Den kommende periode er selvfølgelig supervigtig. Der er en verden til forskel på, om vi er videre i Europa og pokalen, eller om vi er ude af hele lortet, og så nærmest kun har en top-6-placering i Superligaen at hænge vores hat på, siger Marxen.