Torsdagens sejr over rumænske CFR Cluj på 2-1 i Conference League giver Randers FC endnu mere selvtillid før superligabraget i Brøndby på søndag, siger cheftræner Thomas Thomasberg.

– Vi kan tage endnu mere selvtillid med igen, og det er selvfølgelig en vigtig ting i fodbold, siger han.

Topopgøret er den sidste kamp i Superligaen i år, og Thomasberg håber dermed at kunne slutte et flot efterår godt af.

– Vi glæder os til den kamp foran formentlig rigtig mange tilskuere og at få sluttet Superligaen ordentlig af med et topbrag derovre, glæder vi os til, siger træneren.

Inden opgøret er Randers på fjerdepladsen med 28 point for 16 kampe, hvilket bare er ét enkelt point mere end det forsvarende mesterhold fra Brøndby på femtepladsen.

Efter Brøndby venter der stadig Randers tre kampe før vinterpausen.

Her står den på både et dobbeltopgør i pokalturneringens kvartfinale mod OB, mens holdets videre skæbne i Conference League skal afgøres med en udekamp mod hollandske AZ Alkmaar.