Arrangementerne i Randers City fortsætter på trods de seneste tiltag mod corona. ”Vi har sikret os, at de alle er coronavenlige,” lyder det fra Citychef i Randers, Mette Bræmer-Jensen.

KIAN JOHANSEN

De 13 træhytter og dermed juleboderne indeni dem, står fortsat på Østervold i Randers og indbyder forbipasserende til julehygge hos Randers City Julemarked, der er et samarbejde mellem Randers Cityforening og nyligt tilflyttede Steffen Petersen fra virksomheden festihuset.dk.

Og alle de arrangementer som de forretningsdrivende, der er samlet i Randers City Forening, allerede har planlagt her i december, de fortsætter uændret.

Selvom der i den seneste tid er kommet nye corona-restriktioner.

Alt er corona-venligt

”Der er jo masser af luft på Østervold og vi vil gerne være kendte i Randers for at have højt til loftet. Vi vil hellere lægge vægt på de ting du fortsat kan foretage dig i Randers,” siger citychefen i Randers, Mette Bræmer-Jensen, der uddyber:

”Vi har jo prøvet det her før, så vi havde i forvejen sikret os at alle vores planlagte tiltag her i december er corona-venlige og de fleste foregår udendørs,” lyder det.

Desuden er der selvfølgelig fokus på de gængse forebyggende tiltag i butikkerne, så som afspritning og behørig afstand.

Det betyder, at du blandt andet fortsat kan tage en hestevognstur gennem midtbyen, nyde Randers Nisserne, eller andre musikalske indslag i byens gader og ungerne kan møde Julemanden & Julemor, eller måske blive drillet godmodigt af spraglenisserne.

Og gennem det nye samarbejde Festihuset, så er der boder på Østervold og en på Rådhustorvet, masser af juletræsudsmykning, salg af juletræer, tombola og julemusik i form af koret fra Sct. Mortens Kirke, der flere gange i løbet af perioden vil komme forbi og synge.

”Vi slår det stort op fra start, i stedet for at gøre en lille smule i år og sige at næste år kommer der lidt mere, og på den måde risikere, at folk ikke synes, der er noget at komme efter. Den får fuld hammer,” har Steffen Petersen lovet JP Randers i en tidligere artikel.

Afledte effekter af anbefalinger

Selvom de fleste af corona-tiltagene ikke rammer størstedelen af byens butikker direkte, så er der afledte effekter, erkender Mette Bræmer-Jensen.

”Det er jo klart, at når det anbefales ikke at holde julefrokoster, så smitter det af på andre butikker. En anbefaling er en svær størrelse at forholde sig til, og folk opfatter det forskelligt,” siger citychefen.

Hendes pointe er, at når man ikke holder julefrokost, så skal håret heller ikke sættes, den nye kjole til festen bliver ikke købt og maden bliver ikke bestilt.

”Det er klart, at det vil gå ud over vores medlemmer, men det kan vi ikke gøre så meget ved, vi vil kigge på det, der fortsat kan lade sig gøre. Og husk at julen kommer uanset hvad. Så du må gerne skrive, at vi er i julestemning.”