Fra lovning af tørre tæsk til frosne dyrekroppe over til vellykket strejke på Vorup Bibliotek. Randers har på godt og ondt præget Anders Ladekarls liv og holdninger.

Anders Ladekarl er vokset op på Skanse Alle i Vorup. Dengang bakken ved siden af Vorup Skole stadig var områdets kælkebakke (Johanneskirken blev først bygget i 1977, red.).

Han var søn af skoleinspektøren og hans mor var skolelærer på Vorup Skole, så det var ikke altid lige dejligt at være elev på Vorup skole, husker den nuværende generalsekretær for Røde Kors.

”Dengang var der stadig stor respekt for en skoleinspektør. Han var en institution og var højt i hierarkiet i et samfund som Vorup,” husker Anders Ladekarl, der startede som mælkedreng som 11- eller 12-årig.

Han oplevede hele rækken af forskellige måder at opbevare mælken på. Først flasker, så poser og til sidst kartonbrikker.

Mælkebilen endte altid uden for Vorup Skole, og så stod han med en femmer og en yoghurt som betaling for morgenens mælketjans.

En eftermiddag var han på vej hjem efter at have indsamlet penge fra de huse, der fik bragt mælk til døren. Han gik ned ad en mørk sti i bunden af Skanse Alle, hvor forældrenes hus lå.

”Så stod der to drenge på stien med to luftpistoler. De var sure på mig, fordi min far havde skældt dem ud. Jeg gik bare videre uden at svare igen,” husker han.

”Jeg var bange for, at de ville stjæle de penge, som jeg havde indsamlet. Men det ville de ikke. I stedet skød de mig i ryggen med luftpistolerne. Heldigvis havde jeg min nye læderjakke på, så det gjorde ikke ondt. Den oplevelse var kulminationen af at føle sig udenfor.”

”Jeg var absolut en rebel dengang. Det mener jeg faktisk, at jeg har været siden, selvom det måske er blevet mere afdæmpet. Jeg har altid haft fart på og har brugt masser af energi på at forbedre vilkårene for andre og det slipper jeg aldrig.”

Anders Ladekarl

Løberen Anders

I hjemmet blev der ofte diskuteret politik.

”Min far var Radikale Venstre-mand i perioder. Men han havde altid et socialt udgangspunkt og den holdning, at man skulle behandle alle ordentligt. Det tror jeg, er de første grundlæggende indstillinger jeg tog med mig hjemmefra.”

Han dyrkede i stedet fællesskabet og kammeratskabet andre steder end i Vorup. Han blev tidligt medlem af Randers Freja Atletik og Motion og løb især 1.500 meters distancen. Området omkring Viborgvej er blevet løbet tynd en del gange. Sandsynligvis iført en tyk blå-og hvidstribet løbetrøje fra Randers Freja, selv husker Anders Ladekarl ikke længere farven.

Han husker stadig duften af surt omklædningsrum på Randers Stadion. Løbebanen og betonkanterne der udgjorde publikums ståpladser.

”Jeg blev endda Djurslandsmester et år,” griner han og tilføjer klukkende:

”Men det var fordi, der ikke var andre løbere i samme kategori og aldersklasse.”

Han husker stadig den lidt blandede følelse, da faderen lod sig delvis pensionere og tog jobbet som viceskoleinspektør på Kristrup Skole.

Århusvej skilte folk dengang. Og nu skulle han til at sige, at hans far arbejdede på den anden side. Selvom der også var ’zoner’ i Vorup.

”Det var mest vores områdes krig mod ungerne fra Skansegårdens blokke jeg kan huske. For de skulle altid slås på vores vej.”

Strejke på biblioteket

Måske kom den største ændring i den unge Anders Ladekarls liv, da han som 14-årig fik tjansen som bogopsætter på Vorup Bibliotek.

I biblioteket på Bøsbrovej, der cirka lå hvor Rema 1000 ligger i dag, fik han et indblik i endnu flere politiske diskussioner og blev præsenteret for masser af holdninger.

”Der var et meget åbent og debatterende miljø og selv om jeg var en dreng, så oplevede jeg, at der blev lyttet til mig,” lyder det.

Da han opdagede, at tjansen som bogopsætter var underbetalt, så organiserede han sig med de andre, gik i strejke – og fik lønforhøjelse.

”Vi gik fra 4,95 i timen til 5,30 kroner og kommunen betalte endda med tilbagevirkende kraft.”

Anders Ladekarl

61 år. Født 8. januar 1960 i Randers. Er vokset op på Skanse Alle i Vorup. Bor i dag i Gentofte.

Gift med Alice Moltke Ladekarl, der er nødhjælpschef i Red Barnet. Far til tre børn: to voksne fra sit tidligere ægteskab og en teenagesøn med Alice Moltke Ladekarl.

Matematisk-samfundsfaglig student fra Randers Statsskole i 1979, bachelor i historie fra Aarhus Universitet og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1989.

Fra 1990 til 1994 og igen fra 2005 medlem af styrelsen i Danida.

Blev som nyuddannet ansat som generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd, men kom i 1994 til Dansk Flygtningehjælp som leder af organisationens internationale afdeling.

I 2002 blev han international chef i Dansk Røde Kors. Har været generalsekretær fra marts 2008.

Den grønne Puch Maxi

Venskaberne på biblioteket og i Randers Freja betød, at han langsomt fandt ligesindede og meldte sig ind i Dansk Kommunistisk Ungdom. Og så fulgte en lang strøm af aktivisme, events, happenings og strejker fra Anders Ladekarl, der dengang havde en mere overordnet drivkraft i, at alle skulle leve under ordentlige vilkår og han levede af indignationen.

Hans holdninger blev pudset som matematisk student på Statsskolen i Randers. Her blev han matematisk-samfundsfaglig student i 1979.

Turen gik derind på den grønne tre gears Puch Maxi.

”Jeg kørte ikke for stærkt. Og det er altså helt ærligt. Os inde fra byen kunne ikke finde ud af at tune dem, ligesom dem ude fra oplandet gjorde det,” husker han med et stort grin.

”På Statsskolen gik bøndernes børn ude fra oplandet og så alle dem inde fra Randers by. Det var klart, at Venstre-bøndernes holdninger stod i klar kontrast til flere af os inde fra byen, der havde et mere socialt sigte på vores samfund,” fortæller Anders Ladekarl, der for nylig var tilbage på sit gamle gymnasium for at holde et foredrag.

”Det var ligesom at komme hjem. De bygninger har virkelig betydet meget for mig. Og det står næsten som dengang jeg sugede almen dannelse og viden til mig.”

Han tilføjer eftertænksomt:

”Jeg var absolut en rebel dengang. Det mener jeg faktisk, at jeg har været siden, selvom det måske er blevet mere afdæmpet. Jeg har altid haft fart på og har brugt masser af energi på at forbedre vilkårene for andre og det slipper jeg aldrig.”

Frosne dyrekroppe og tørre tæsk

Ferierne blev brugt ved frysehuset ved Randers Havn, hvor dagene gik med at læsse 30 kilos nedfrosne dyrekroppe over i togvogne eller lastbiler.

”Det var hårdt fysisk, men jeg husker det som skidesjovt.”

Han husker Randers som en by, der var præget af alle de arbejdere der levede i den. Der var visse værtshuse han ikke kom særligt tit på, især fordi han stadig blev lovet tæsk, blot fordi han var skoleinspektørens søn.

Det nuværende Tante Olga og det, der blev til Åkanden var favoritstedet.

”Vi sad og drømte om at overtage stedet og blive værtshusholdere,” husker han, optændt af mindet af, hvor uskyldige tanker man havde i ungdommen.

”Randers var en hård by den gang. Der var et hårdt gå-i-byen-liv, men vi havde også mange gode kammeratskaber.”

Siden tog han på Aarhus Universitet, hvor han tog en bachelor i historie. Derefter blev han cand.polit. fra Københavns Universitet i 1989.

”Jeg kommer stadig tilbage til Randers og besøger især min mor. Og i dag oplever jeg byen som forandret. Der er en anden stemning og et flottere udseende. Arbejderkulturen blev udfordret i 1980’erne og frem, men jeg oplever, at byen åbner sig. Det ikke længere den beskidte arbejderby, som jeg forlod.”