24 piger i alderen 9-15 år har i november og december løbet, driblet, skudt og spillet basketball hver mandag eftermiddag på Nørrevangskolen.

PIA ASVIG IVERSEN

Et nyt tilbud for at få inaktive piger i Nordbyen er i gang med sport i en forening – projektet er en stor succes og fortsætter nu i seks måneder.

Holdet er etableret i samarbejde mellem Idrætskolen Nørrevang, Bysekretariatet, get2sport, Randers Kommune og Randers Cimbria og støttet af midler gennem Get2sport.

Projektet skal få flere store piger og teenagere til at blive aktive i den intense sport, der fortrinsvis har drenge og mænd blandt de udøvende her i Randers. Derfor har Cimbria nu oprettet et hold – Cimbria Girls.

Mike Nielsen, forretningsfører og tidligere spiller ved Randers Cimbria, har været med i planlægning og opstart af Cimbria Girls. Og for ham er det en stor glæde, at pigerne også får smag for basket.

“For Randers Cimbria er det her en “no-brainer”, siger han kort, og fortsætter:

“Jeg er så glad for, at alle disse piger har lyst til at spille basket. Jeg synes, det er et fedt projekt, hvor pigerne får sig rørt og lærer at blive en del af en forening og arbejde sammen som hold. Det er noget alle får gavn af”, siger han.

Plads til pigerne

Basket er for både drenge og piger, og Cimbria, som er et af topholdene i den danske liga, oplever lige nu en stigende interesse og medlemstilgang – især fra drenge, så klubben er glad for at pigerne nu får plads.

Mike Nielsen mener, at basket er en perfekt sport til at få fat i de grupper af piger, der ikke lige finder interesse for de mange andre sportsgrene som fodbold, håndbold eller badminton her i kommunen.

“Jeg har selv spillet både håndbold og fodbold, før jeg kastede mig over basket. Og jeg synes personligt, at det er nemmere at være en del af et baskethold, fordi der er større accept af forskellighed”, siger han.

Og det er netop denne accept, som get2sport medarbejder i Randers Kommune, Christian Maureira, mener har stort potentiale blandt pigerne fra Nordbyen, hvor en stor del af dem har muslimsk baggrund.

Sporten tiltaler mange, fordi den har en kultur med sig. En kultur med værdier der værdsætter det enkelte menneske.

“Der er hele denne her streetcredit-del, fordi basket også spilles på gaden – specielt i USA. Mange unge søger en identitet i sporten. Og for mange børn, der kommer fra familier uden forbilleder, har den en stor værdi. Mange piger kommer fra familier, hvor især mødrene ikke rører sig, og de har derfor ikke lært fra barn, at motion skal være en del af hverdagen. Her i Cimbria kan de få forbilleder i de voksne spillere, der er veltrænede og som kan fungere som rollemodeller,” siger han.

Afslappet tilgang

En del basketspillere i blandt andet USA er kommet ud af kriminalitet og stofmisbrug ved at blive en del af basketmiljøet, fortæller Christian Maureira og fortsætter:

“Og så er basket en intelligent sport. Det handler om at være koncentreret hele tiden, fordi det går så hurtigt. Du rører alle dele af kroppen og bruger samtidig hjernen. Det skaber en balance både kognitivt, socialt og fysisk. Samtidig med at der er en afslappet tilgang til tingene – det er ret unikt, mener jeg”.

Christian Maureira er overbevist om at basket for piger kan blive en endnu større succes end det allerede er nu her et par måneder inde i forløbet.

Ifølge statistikken har de fleste tiltag de sidste 30-50 år, med at få integreret de unge piger, men også kvinder, af anden etnisk baggrund i sportslivet, slået fejl, og derfor mener Christian Maureira, det er værd at forsøge et skud med basketbolden.

“Vi skal have brudt det mønster, der er i familierne – vi skal have de unge piger til at være mere aktive. De hænger for meget på de sociale medier, hvor de kun går op i perfekthedskulturen. Mange er derfor bange for, hvordan de ser ud, når de bevæger sig til sport. Det skal vi væk fra. Og netop med basket, kan vi få flyttet fokus”, siger han.

“Og udseende fylder ret meget. Da vi fortalte pigerne, at de fik træningstøj var et af de første spørgsmål: hvilken farve har det?”, siger han og de smiler begge ved tanken om den perfekthedskultur, der fylder alt for meget hos specielt pigerne takket være de sociale medier.

Men de er begge fortrøstningsfulde på pigernes vegne:

“Det går så hurtigt i basket, at du slet ikke har tid til at tænke over, hvordan du ser ud og om du måske selv synes, det ser sjovt ud, når du bevæger dig”.

Christian Maureira supplerer:

“Du er så meget inde i din krop og hjerne, at fokus bliver flyttet. Det er rigtig godt for pigerne, at de får noget andet at tænke på”.

Større end bolden

Fællesskabet blandt pigerne, glæden ved basket, og det at der er plads til alle i Cimbria Girls, har været helt afgørende for den store tilslutning. Noget som træneren for holdet, Birna Ballisager har haft stort fokus på.

”På holdet har der været plads til alle piger. Vi har dyrket fællesskabet, og gennem fællesskabet er pigerne vokset som basketspillere – både som gruppe og individuelt”, siger Birna Ballisager.

For get2sport medarbejder i Randers Kommune, Christian Maureira, er det afgørende, at der er et tæt samarbejde, når målgruppen skal være en del af foreningslivet.

”Vi kan se med opstarten af Cimbria Girls, at når der arbejdes tæt sammen, i dette tilfælde mellem Nørrevangskolen, Bysekretariatet, Randers Kommune og Randers Cimbria, så kan vi nå rigtig langt og vi kan gøre en forskel for pigerne i Randers nordby”.

Der søges penge, så pigerne kan få de rette fodtøj. Nogle af dem har måttet spille i strømpesokker. Og træningstøjet får de også doneret – uanset farve.

I tidsrummet mellem skoletiden og træningen, er der madlavning og spisning, hvor pigerne træner de sociale kompetencer og hvor trænere og medarbejdere kommer tættere ind på livet af pigerne, så succesen kan blive komplet.

Opstart af Cimbria Girls er gjort muligt gennem get2sport indsatsen i Randers Kommune.

Er der piger i nordbyen, der skulle have lyst til at spille basket, så kan man kontakte Mike Nielsen fra Randers Cimbria via randerscimbria.dk