Jazz Randers holder generalforsamling og frokostjazz og lægger op til et mindre overskud i 2022.

Når Jazz Randers indkalder til den årlige ordinære generalforsamling tirsdag 22. februar på “kontoret” i Underværket, så lægges der op til et større aktivitetsniveau end i 2021. Og så skal underskuddet fra både 2021 og 2020 på henholdsvis 12.306 kroner og 18.169 kroner vendes til et mindre overskud i 2022, lyder håbet.

Det viser det foreløbige budget og regnskabet der skal godkendes på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen henvender sig først og fremmest til foreningens medlemmer, men andre interesserede jazzvenner er også velkomne – dog uden stemmeret, lyder det fra foreningens formand Christian Borg.

Årets første arrangementet fra Jazz Randers side bliver frokostjazz på Underværket med Jumpin’ Jacks lørdag 5. februar.

Kapelmester er Thomas Valter. Bandet leveret musik du kender, men spillet som du aldrig har hørt det før. Thomas Valter med vokal og bæredygtig bas, Regin Fuhlendorf på guitar og Jens Kristian Dam på trommer. Det er en solid trio, der netop har færdiggjort indspilningen af et nyt album, som udkommer i 2022. Der bliver altså premiere på flere af de nye sang ved koncerten i Randers.

Kijo