Carsten Andersen, Østervold 45, 8900 Randers C.

Randers HK er ude i endnu en alvorlig likviditetskrise. Det har man været før, men den nu aktuelle har ikke været til at forudse, da den seneste blev afværget i 2019.

Kort efter seneste krise florerer rygter om, at betingelserne og aftaler med bestyrelsen for den nu noget større arena Randers vedrørende afvikling af kampe og arrangementer har været uafklaret.

Det er svært at sælge sponsorater, når sælger ikke har bestemte forventninger at tilbyde.

Der er efterfølgende kommet en Corona-pandemi primo 2020 i betragtning. Den ændrer rigtig mange ting. Forventningerne om mange ny tegninger af sponsorater bliver nærmest en umulighed, grundet erhvervslivets frygt for pandemiens alvorlige økonomiske konsekvenser for eget firma. Enhver chef må jo prioritere likviditeten i egen virksomhed og dens medarbejdere først. Randers HK bliver også her ramt på, at restriktionerne umuliggør at sælge sponsorater. Man ved ikke, hvad der er at tilbyde sponsorerne.

I slutningen af 2021 melder bestyrelsen, at der mangler 1,0 mio. kr. for at køre sæsonen til ende i foråret 2022. Man beder erhvervslivet om støtte. Igen er klubben ramt af Corona pandemien.

De virksomheder, der har benyttet sig af Corona lån fra staten, skal begynde at betale tilbage til april. Der er mange, som må se på egen likviditet først, før man kan hjælpe Randers HK. Sponsorkredsen i Randers HK består af mange mindre og mellemstore virksomheder. Desværre er der kun få rigtig store sponsorer.

Hvor er hovedsponsor?

På trods af de dårlige odds er det lykkes at nå langt. Ifølge sidste uges udmelding mangler man 25-30% svarende til 250-300.000 kr. Hvor skal den sidste reserve findes?

Jeg har deltaget i VIP ved lørdagens kamp. Her er vi flere, som melder ud, at vi nok kan undvære 10.000 kr., men vi vil være sikre på, at målet nås. Det store spørgsmål er, hvorfor hører vi intet til hovedsponsoren Sparekassen Kronjylland.

Fra sponsorside ser det ud til, at det lokale pengeinstitut har glemt sin hjemby, hvor man har hovedsæde, og den klub man i mange år har støttet. Jeg siger ikke, at Sparekassen altid skal dække endnu en likviditets-manko, men i denne Corona-tid er det naturligt, at hovedsponsoren kommer på banen aktivt.

Det er pengeinstitutterne, som har bedst råd. Sparekassen Kronjylland støtter kvindelandsholdet i flot og bemærkelsesværdig grad. Ved en positiv udmelding fra hovedsponsor kan bestyrelsen komme i gang med at tegne nye sponsorater for den kommende sæson, som bliver med endnu mindre spillerudgifter. Man må imidlertid have ansat en medarbejder til at hjælpe Gitte Andersen, før hun sygemeldes med stres. Gitte og bestyrelsen udfører et imponerende arbejde.

Hvor er borgmesteren?

Er Torben Hansen ikke interesseret i fortsat kvindehåndbold på højt plan i Randers? Vi har slet ikke hørt fra ham. Nu er byrådsvalget overstået, så nu kan du godt tænke på byens image.

Ved tidligere kriser er Henning Jensen Nyhus gået aktivt ind i kampen for overlevelse. Det samme har Claus Omann gjort. Begge gange med et godt indspark til erhvervslivet i Randers. Begge gange lykkes det.

Nye sponsorater

Når man ser på klubbens sponsorliste er det tydeligt, at der er plads til mange flere. Der er plads til mange håndværkere, mange industrier og mange detailhandlere.

Pigerne fortjener at blive støttet

På trods af mangel af to store profiler, lykkes det pigerne at skabe tre gode kampe i januar med 3 point på kontoen. Stort uheld, at det ikke er blevet til 4 point.

Den unge trup kæmper flot. Der er mange lovende spillere. Randers har et imponerende talent materiale og klubben har gennem tiden udviklet mange af de kendte spillere, som vi ser på landsholdet og spillere med betydende roller på de klubhold, som de nu tilhører. Blot ærgerligt, at der ikke er ret meget at hente til Randers HK ved klub skifte af de store talenter.

Jeg vil ønske det bedste for bestyrelse og spillere i Randers HK. Må det forblive en klub for fremtiden.