75 juniorledere fra Fodboldlinjen Randers fik diplom og borgmester-tryk.

KIAN JOHANSEN

150 forældre og elever fra fire folkeskoler i Randers dukkede onsdag aften op til dimission på Tradium i Randers. Dagen forinden havde 75 elever været til eksamen i juniorlederuddannelsen, som Fodboldlinjen Randers sammen med flere samarbejdspartnere har stået spidsen for.

Nu var det ikke en eksamen hvor karakteren står på uddannelsesbeviset, men for 9. klasse-eleverne var det første gang, at de stod til en mundtlig eksamen, og så tilmed foran en gymnasielærer fra HHX.

Uddannelsen er et samarbejde mellem Ungdomsskolen Randers, folkeskolerne og ungdomsuddannelsen HHX, og som er den eneste af sin slags i Skandinavien.

Pride og Uganda

Så der var ingen tvivl om, at de unge mennesker havde fået en anderledes oplevelse, da de i hold skulle præsentere deres koncept. Opgaven lød på at etablere en forening fra bunden.

Og her var blandt andet ideen om et fodboldakademi i Uganda, en forening for krigsveteraner og FC Pride blevet præsenteret for de imponerede eksaminander.

En sweatshirt med ‘juiorleder’ påtrykt, samt et diplom var det synlige bevis på, at de 75 elever fra fire skoler i Randers kommuner havde bestået eksamen som juniorleder. Foto: Kian Johansen

Trumfen blev lagt, da alle eleverne skulle op og modtage diplom og en sweatshirt fra borgmesteren og deres helt egen skoleleder. Der blev derefter klappet af først Vestervangsskolen, Tirsdalens Skole, Hornbæk Skole og til slut Munkholmskolens elever.

Forinden havde både Tradiums Rektor Dorte Wettergreen Mulvad, John Witting, fodboldlinjens leder, samt Steffen Reng Andersen fra Ungdomsskolen Randers budt velkommen. Derefter holdt borgmester Torben Hansen en dimissionstale.

»Det her er modigt af Jer, at I alle har gennemført uddannelsen. Det er den første reelle mundtlige eksamen I har været til. Og jeg har følelsen af, at I i dag har en rigtig god fornemmelse, efter gårsdagens prøvelser med gummiknæ og let nervøsitet,« lød det blandt andet fra borgmesteren, der også afslørede hvorfor han blandt andet nød at deltage i sådan en aften.

»Vi håber, I på sigt vil være en del af vores foreninger i Randers og bidrage med frivilligt arbejde. Der er så mange frivillige der får hjulene til at spinne.«

Næste år forventes det, at endnu et større hold elever fra de kommende 9. klasser også gennemgår juniorleder-udddannelsen, fortæller Kim Witting.’

Kim Witting, leder af Fodboldlinjen Randers glædede sig over, at både kommune, Tradium og flere aktører havde fået dimissionen op at stå. Han takkede også forældrene for lån af deres børn. Foto: Kian Johansen