Gabriel Skorupski skuffet over modstanders ufine tricks

Hovedkampen ved BK Thor-stævnet i fredags mellem Gabriel Skorupski fra Randers Bokse- og Motion mod Enock Mbilizia fra FAK Århus var imødeset med stor spænding.

Men det blev en kamp, der slet ikke burde være bokset. Den kamp var nemlig slet ingen god ide.

Den konklusion havde intet med Skorupskis nederlag at gøre.

De to herrer passer bare ikke i samme ring.

Vægtforskellen var udlignet ved, at Skorupski tog på, mens Enoch skulle stige i vægt.

Som aftalt så gjort, men Mbilizi var stadig for hurtig på både hænder og fødder i forhold til Gabriel, og så gjorde det ikke oplevelsen større, at den lille FAK’er kendte og brugte en række ufine tricks.

»Den fik både med albue og nikken skaller, ligesom han også slog med åben handske, men kamplederen påtalte det slet ikke.«

Lød det efter kampen fra RBM-lejren, der var skuffet over kampleder Ib Kamps manglende indgriben.

Øjenskade

»Der burde være skredet ind, for Enock brugte ufine tricks, « lød det videre fra RBM-lejren efter kampen, hvor Gabriel måtte tage stående tælling i både anden og tredje omgang efter at være ramt af højresving, der gik ind flere gange, og Gabriel virkede fortumlet og rundt på gulvet, da gong-gongen lød som afslutning på opgøret, der var præget af, at Skorupski aldrig fandt den rette afstand til modstanderen og derfor blev for ivrig og havde store vanskeligheder undervejs.

Første omgang var meget lige, mens der til gengæld ikke var tvivl om, at Mbilizi vandt både anden og tredje omgang.

»Han brugte beskidte tricks, og vel blev jeg ramt, men jeg var ikke rystet. Jeg er klar til at fortsætte karrieren, « sagde Gabriel, der pådrog sig en mindre øjenskade, der betød, at han måtte melde fra til kamp ved stævne i Varde lørdag.

Meget heldigt med den skade, for kampen mod Mbilizi var hård, og at sende Gabriel i ringen i gen mindre end 24 timer efter kampen mod Mbilizi ville være tåbeligt.

I Varde repræsenterede sværvægteren Bejamin Basse RBM og gjorde det godt med en sikker sejr over Stefan Nielsen fra Varde. Dommersedlerne sagde 4-1, men det var uforståeligt. Det burde have været 5-0.

kijo