Jeg sidder på min trappesten på denne smukke forårsdag og nyder solen gå ned bag hustagene. Jeg glæder mig over min tid til refleksion over livet, til trods for, at jeg i den seneste uge har mistet en af mine meget gode venner. Ung som jeg, tog han herfra på grund af sygdom.

Det er meget svært at finde mening med, at hans liv skulle ende nu, hvor han nyligt havde fortalt mig, at nu var det tid til bare at nyde livet og alle dets lyse sider. Han havde lige lavet en video, hvor han sang en god gammel Shu-Bi-Dua sang til sin datter og søn, og så var det slut.

Der er ikke en mening med døden, som jeg kan opleve det, men hvis jeg selv skal finde vej i mine følelser og sorg, så kan min kammerats død minde mig om, at livet ikke er evigt. Det ved vi alle, kan vi sige i kor, rationelt. På den ene side føler vi, at ved vi noget om livet og døden, på den anden side kan et dødsfald minde os om, at det vi ser som en selvfølgelighed, livet, ikke er selvfølgeligt.

Vi lever i en kultur, hvor mange frygter døden, og derfor ikke taler om den, eller lader den være en del af livet og vores perspektiv.

Vi frygter og flygter fra døden, og de fleste ønsker ikke at se ind i livets afslutning. Så hvorfor nu al denne snak om døden, når overskriften er “altid se på den lyse side af livet”.

Fordi, hvis vi forstår, at livet har en afslutning, vil det give os en mulighed for at mærke, at vi skal leve livet, mens vi har det. Vi kan lære os selv at sætte pris på det fra et andet perspektiv.

Vi kan måske og forhåbentlig se ind i, at livet er en gave. Jeg kalder nogle gange livet for et gyldent æg, fyldt med alle vores kvaliteter og muligheder. Det er gaven, vi på en måde overser i dagligdagens trummerum.

Min egen intention er, at forsøge at vågne hver morgen og huske på, at livet ikke er en selvfølge. Livet er givet til os som denne gave, det er, og føles livet tungt, kan det være værd at se og mærke ind i dette perspektiv.

Føles livet selvfølgeligt, så lad os også kigge på det. I alle perspektiver synes jeg, det er vigtigt at se på dualiteten “Liv og Død”.

Livet perspektiveres nogle gange af døden. Da min kammerat blev kørt væk i rustvognen, havde han valgt, at hans sidste kommentar til livet og os, skulle være sangen af Monthy Python, “Alway Look on the Bright Side og Life”. Til lyden af disse toner, blev min nære kære ven kørt afsted på sin måske sidste rejse.

Jeg ønsker, at du er blevet inspireret til at gribe dagen og livet fra et nyt sted og i et nyt perspektiv.

Hav det godt til vi “læses ved” næste gang.