Hounö er nomineret til Arbejdsmiljørisen for deres robotlaser, som skåner medarbejderne for at arbejde med for farlige kemikalier.

Hver uge producerer Hounö A/S godt 100 kombiovne til brug i fødevareindustrien, og arbejdet indebærer kritiske svejsninger, der efterfølgende skal renses.

Det er en udfordring, som branchen hidtil har løst med manuelt arbejde og kemikalier.

Men nu har Hounö tænkt i andre baner, nemlig en robotlaser. Det har kastet en nomination til Arbejdsmiljøprisen 2022 af sig i kategorien Kemi og vådt arbejde, står der i en pressemeddelelse.

»Når man har med mennesker og stærk kemi at gøre, vil der altid være risici. Selv om vi tager alle de lovpligtige forbehold, vi skal ved at benytte værnemidler, vil der stadig være en fare. Men ved at udskifte det manuelle arbejde med en robotløsning har vi skabt en mere sikker arbejdsplads for vores medarbejdere, hvor 1000 liter kemisk affaldsprodukt om ugen er fortid,« siger Kim Merrild Thuesen, Director of Supply Chain Management og AMO ledelsesrepræsentant hos Hounö A/S.

First movers

Hos Hounö er det at tænke arbejdsmiljøet ind i processerne ifølge dem selv ikke noget nyt. Her har de i mange år haft fokus på et sikkert arbejdsmiljø samt et godt samarbejde mellem ledelsen og arbejdsmiljøorganisationen.

Sidstnævnte har haft et tæt samarbejde med udviklingsafdelingen, hvor de sammen laver en sundhedsmæssig vurdering inden et nyt produkt tages i brug og har oparbejdet systematik omkring arbejdet med kemi.

»Først var vi first-movers ved delvist at automatisere den farlige elektrokemiske afrensningsproces for blandt andet at sikre arbejdsmiljøet. Siden har vi udfordret de traditionelle afrensningsteknologier og har nu i anden fase, her fem år senere, helt udskiftet den farlige kemiske proces med en automatiseret avanceret kemifri og sikker laserløsning. Det er en del af vores DNA og kultur at være first-movers og udfordre de processer, der kan optimeres. Derfor er vi også enormt glade og stolte over at blive nomineret til Arbejdsmiljøprisen,« siger Kim Merrild Thuesen.

Beundringsværdig indsats

Arbejdsmiljørådets formand Cristina Lage fremhæver virksomhedens forbedrede arbejdsmiljø og samarbejde i begrundelsen af Hounös nominering til Arbejdsmiljøprisen 2022.

»Hounös indsats for at skabe et bedre arbejdsmiljø har elimineret farlige kemikalier. Ved at erstatte kemiske stoffer med en laserteknologi bliver medarbejderne ikke længere eksponeret for sundhedsskadelige stoffer. Det er meget imponerende,« siger Cristina Lage, formand for Arbejdsmiljørådet.

»Dertil er det afgørende, at virksomheden inddrager arbejdsmiljøorganisationen, når der indføres nye processer. Det skinner igennem, at de samarbejder i deres arbejdsmiljøorganisation om at skabe teknologier, der forbedrer arbejdsmiljøet blandt medarbejderne, og det er beundringsværdigt.«