Tirsdalens Aktivitetscenter kan med to års forsinkelse indvies lørdag 23. april.

Kristrup Boldklub har i mange år arbejdet målrettet på at samle alle klubbens aktiviteter på Tirsdalen for at udnytte synergien mellem håndbold og fodbold og dermed skabe større fællesskab.

Første etape er klar og har været det i snart to år, men som så meget andet måtte indvielsen udsættes på grund af corona. Det råder KB nu bod på og inviterer hele Kristrup, sponsorer, medlemmer og venner til stor åbningsfest af Tirsdalens Aktivitetscenter lørdag 23. april.

»Jeg glæder mig og er stolt over vores store succes med etableringen af Tirsdalens Aktivitetscenter. Anlægget bliver nu brugt af store som små, unge som ældre hver dag hele ugen året rundt,« fortæller fodboldformand Jacob Velling i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Vi har i KB oplevet en fremgang på cirka 70 nye fodboldspillere i 2021, hvilket har overgået vores vildeste forventninger – ikke mindst set i lyset af påvirkningen af covid-19.«

Næste mål

Tirsdalens Aktivitetscenter dækker et område på cirka 11.000 kvadratmeter og rummer udover kunstgræsbanen en dobbelt petanquebane, streetbasket, en løbebane med elektronisk tidtagning samt et socialt område med scene og bluetooth-anlæg. Hele anlægget har kostet cirka 4,3 millioner kroner at etablere. Heraf har Randers Kommune ydet et tilskud på 1,25 millioner kroner. Resten har KB selv skaffet via sponsorer, lokale bidragsydere og et forhøjet kontingent over to år blandt klubbens medlemmer.

»Nu er vi i mål med første del af projektet. Så skal vi i gang med næste del, som indebærer at bygge nye klubfaciliteter i forbindelse med hallen på Tirsdalen. Vi står i en ønskeposition og har en sund økonomi, en stærk organisation og mange yderst loyale medlemmer, så vi skal nok nå i mål med dette projekt også,« lyder det optimistisk fra Jacob Velling.

Ved den officielle indvielse vil alle aktiviteterne være i brug, og alle, der møder op, vil kunne deltage og eventuelt udfordre hinanden. Dagen starter klokken 10 med gratis rundstykker og kaffe. Senere er der pølser, vand og fadøl.

gs