Motorcyklist kørt på skadestuen efter færdselsuheld ved Haldum.

Tirsdag 26. april klokken 16.15 skete der et færdselsuheld med en motorcykel og en traktor, der kørte med en gyllevogn.

Uheldet skete på Skanderborgvej lige nord for Haldum, hvor traktoren kørte i nordlig retning og skulle svinge til venstre ind ad Lynghøjvej. I samme øjeblik var motorcyklisten ved at overhale traktoren med påhængsvognen, og der skete et sammenstød mellem parterne, idet motorcyklisten ramte et bagdæk og væltede.

Det oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen.

»Der skete en del skader på motorcyklen, og motorcyklisten blev kørt til tjek på skadestuen. Det skulle dog ikke være alvorligt lyder melding,« fortæller pressemedarbejderen.

Motorcyklisten var en 52-årig mand fra Randers, og traktorføreren var en 52-årig mand fra Hinnerup-området.