Direktør Anders C. Anderson fra virksomheden Makeen Energy er Årets Randersboger 2021.

Rammen var fredagens Festival for Verdensmål, hvor byen var fyldt med mennesker i alle aldre, og hvor man kunne opleve alt fra samba til korsang og redning af bamserne på børnehospitalet.

På scenen på Jens Otto Krags Plads overrakte borgmester Torben Hansen prisen som Årets Randersborger 2021 til Direktør Anders C. Anderson fra virksomheden Makeen Energy, der blandt andet har opkøbt Kosan Crisplant og som udvikler ansvarlige energiløsninger. Det gør virksomheden på mange forskellige måder. En af dem handler om at omdanne plastaffald til en energi ressource.

Anders C. Anderson stod i spidsen for virksomhedens etablering i Randers i 2019, som har medført nye arbejdspladser i området. Makeen Energy bliver desuden den første virksomhed, der sætter spaden i jorden, for at etablere sig på den nye Randers Havn, øst for byen. Her vil virksomheden opføre et ny anlæg, der kan omdanne affaldsplast til olie.

»Der er så mange gode initiativer i Randers – og så meget lederskab hos lokale virksomheder, organisationer og institutioner. Så at jeg modtager titlen er bestemt en ære,« siger Anders C. Anderson i en pressemeddelelse fra Randers Kommune.

Støtter lokalt

Med ham ved roret engagerer Makeen Energy sig også i det lokale foreningsliv. Man har blandt andet støttet Hornbæk Idræt og Kulturcenter, Randers Volleyballklub, Randers Cheerleaders og Randers FC.

»Det vidner om dit varme engagement for lokalområdet – og et varmt hjerte, der vil gøre noget godt for andre,« lød det også fra borgmesteren.

Anders C. Anderson er født på Djursland, men har boet i Randers Kommune siden 1986.