Lørdag den 21. maj kan børn og voksne få en god oplevelse til festivalen Familiefest i skoven.

Der er mulighed for at få en dejlig dag i parken ved Skovbakken, når festivalen Familiefest i skoven løber af stablen lø’rdag den 21. maj. Ud over masser af livemusik vil der være kreative workshops til børnene, små, hyggelige caféer med godt at spise og drikke og en unik stemn ing af dansk sommer under de store, nyudsprungne bøgetræer.

På programmet er blandt andet Alberte, som børnene kender fra Bamse og Kylling, og Katrine Bille fra Ramasjang, der vil tage børn og voksne med på en musikalsk opdagelsesrejse.

Thomas Buttenschøn, BLÆST og Benner og Jacob Venndts Fabulous Swing Trio vil også optræde i løbet af festivaldagen, mens Carl Emil Petersen, der blandt andet er kendt for numre som Frit Land og København, lukker dagen i skoven.

Lokal ildsjæl tog initiavet

Initiativtager til festivalen Anita Støvring Ross er en lokal ildsjæl med eget eventbureau, der lægger mange timer i at skabe festivalen.

»Her er en festival for både børn og voksne, hvor der er masser af sjove kreative værksteder og musik for alle aldersgrupper. Vi vil gøre det muligt for alle at deltage, så billetprisen for en hel dag er ikke dyrere end en tur i biografen med popcorn. Sidste år prøvede vi festivalkonceptet af, og det gik over al forventning,« fortæller hun.

Randers Kommunes Eventsekretariat støtter Familiefest i skoven med en aftale frem til og med 2023, og lokale sponsorer og fonde har også bidraget. Den lokale opbakning glæder Anita Støvring Ross.

»Jeg og vi er så taknemmelige for al den støtte. Den begejstring vi oplever, når folk hører, at vi vil lave en festival for familier her i Randers, giver en masse energi til arbejdet med at planlægge,« siger hun.

Billetter til festivalen kan købes ved indgangen eller på ticketcase.dk/site/familiefestiskoven.