Randers Regnskov er blevet to jaguar-killinger rigere – noget man længe næsten ikke har turdet håbe på.

ANDERS MICHAELSEN, LOKALAVISEN.DK

Fredag morgen mødte dyrepasserne ind til en glædelig overraskelse. For jaguarerne Chica og Bentor var netop blevet forældre til to velskabte killinger.

Det fortæller Randers Regnskov i en pressemeddelelse. Og det er en længe ventet nyhed i det randrusianske, hvor man næsten ikke helt har turdet håbe på, at det kunne lade sig gøre.

Pressefoto: Randers Regnskov

For Jaguaren Chica har ventet længe på at finde den rigtige ”mand”. Men han kom efter længere tids søgen til hende i form af den purunge Bentor. Og det match er altså nu endt ud i, at Randers Regnskov kan sige pænt goddag til to nye killinger – én sort og én plettet.

Og at få jaguarkillinger har været en stor drøm i regnskoven, siden man fik arten i oktober 2014.

»Det her er noget, vi har ventet rigtig længe på, så det er hammerfedt! Jeg turde næsten ikke tro på det, da jeg var bange for at jinxe det, eftersom vi i så mange år har forsøgt med vores gamle han B’alam,« fortæller jaguarernes dyrepasser Benny Rysz.

Pressefoto: Randers Regnskov

Det er hun-jaguaren Chicas første kuld, men hun er ifølge Randers Regnskov »meget naturlig og rolig omkring killingerne og gør alt det, vi havde håbet på.«

Kommer ungerne lidt for langt væk fra redekassen, henter hun tilbage med en og vasker dem.

»Man kan læse nok så meget i lærebøgerne, men at vi får chancen for at opleve det her, og nu kan tilføje to individer med prædikatet ”opdrættet i Randers Regnskov” til stambogen, er helt vildt fedt,« fortæller biolog og europæisk avlskoordinator for jaguarer Anne Rikke W. Lassen.

Killingerne vil de næste uger ligge i redekassen sammen med deres mor, så der går lidt tid, inden de er synlige, oplyser Randers Regnskov.