Vi har så mange gode steder at færdes i Randers og omegn. Din Avis sætter fokus på dem i en artikelserie. Vi håber, at vi kan inspirere dig til at bevæge dig nye steder hen.

KIAN JOHANSEN

Hvad med, at vi deler vores udendørs favoritsteder med hinanden. Det kunne jo være, at ny inspiration kunne få dig – eller nogen du kender – op af sofaen eller solsengen.

Det er tanken bag Din Avis’ artikler om parker, legepladser og stier.

Fortæl om dit favorit-sted

Fortæl os andre om din favorit, så vi kan inspirere hinanden.

Hvilken sti, park eller legeplads er dit favoritsted – og hvad kan andre bruge det til?

Send et billede og en kort forklaring, hvor du skriver hvorfor dit favoritsted bevæger dig. Skriv også dit navn på, så vi kan give dig lidt af æren!

E-mail: redaktion@dinavis.dk

Facebook: www.facebook.com/DinAvisRanders. Skriv i kommentarfeltet og sæt et billede på.

Vi bringer udvalgte steder i avisen, så følg med hver uge!

Måske kunne flere af de kommende sommerdage bruges på at udforske områder, hvor du ikke vidste, at der fandtes små herlige spots og mulighed for nye oplevelser. Der er steder i vores byer, som vi andre ikke kender til.

Stier, parker og legepladser kan jo bruges af de fleste aldersgrupper, på vidt forskellige måder. Og tanken bag artiklerne, er simpelthen at give dig lyst til at udforske vores områder endnu mere.

For Randers Kommune har meget mere at byde på.

Al motion er god motion

En idrætsundersøgelse lavet i Randers for godt og vel et halvt år siden, slår blandt andet fast, at størstedelen af dem, der endnu ikke motionerer, men overvejer det, ikke har så meget lyst til at dyrke motion i idrætsforeninger eller på faste tidspunkter på et hold.

Der peges på stier, parker og andre offentlige områder i Randers, som steder hvor de gerne ville bruge deres krop. Måske på en gåtur- for bare få skridt på en sti er bedre end ingen skridt overhovedet. En løberute kan jo sagtens tilbagelægges på cykel eller i roligt tempo.

Og så håber vi, at kan dele vores favorit-steder. Både så vi kan være stolte af dem, men også så andre kan få en aha-oplevelse.

Hvad er dit favorit-sted? Og hvorfor?

De kommende uger vil vi også fortælle om dit favorit-sted, så del endelig med os!