Hver uge træder Helle Vinther ind på børneafdelingen på Regionshospitalet i Randers. Iført en flerfarvet og kulørt t-shirt, kappe og maske er hun der for at lege.

KIAN JOHANSEN

»Vil du lege?«

Helt uden bagtanker dukker 30-årige Helle Vinther op på børneafdelingen og leger med de indlagte børn. De kan suse ned af gangen, kaste med bold, eller klæde sig ud som legehelte.

»Børn er snu. De ved godt, at voksne på et hospital, de vil ofte have dig til at gøre noget, uanset om de lokker med kage, eller får dig til at sidde stille, når de tager blodprøver ved at sige lyde. Voksne har bagtanker. Som legehelt står jeg helt uden for det. Jeg har ingen bagtanker og mit formål er at få børnene til at røre sig.«

Helle Vinther er legehelt to dage om ugen på Børneafdelingen i Randers. Hver gang glæder børnene sig til at hun kommer. Foto: Børneulykkesfonden

Med en baggrund som fysioterapeut kender Helle Vinther udmærket til børns bevægelighed og de fysiske udskejelser, man ikke skal udføre, hvis man er indlagt med bestemte sygdomme.

Væk fra iPad og seng

Af og til hjælper hun sygeplejerskerne med at teste et barns koordinationsevne eller udholdenhed. Men så kigger sygeplejersken med omkring et hjørne, eller Helle giver en diskret overlevering bagefter. Det er legen der er vigtigst, de to gange om ugen hun er på børneafdelingen i Randers.

»Jeg får børnene ud af sengene og væk fra deres iPads. Og når jeg har været der et par gange, så kommer de ofte selv i gang. Flere siger, at de lige tog en tur med bolden ude på gangen, da onkel kom forbi. Jeg oplever tit, at vores leg har rykket børnene lidt. Nogle gange er det forældrene der skal rykkes.«

Det kan være alt fra at kaste med badebolde, til at køre ræs på gangene, eller blot at spille Uno, hvis kroppen og børnenes mentalitet ikke er til leg.

»En hospitalsgang indbyder ikke til leg, men min opgave er at indbyde til det. Og det virker. Jeg ser ofte smil og glæde igen hos børnene og det er derfor jeg arbejder som legehelt.«

En legehelt har én opgave: At få gang i de indlagte børn, give dem lidt motion, et smil og måske få dem til at glemme deres smerter. Foto: Børneulykkesfonden

Legehelt elsker at lege

Til daglig er Helle fra Randers fysioterapeut hos Fys & Sund på Dytmærsken 9, men flere gange om ugen bruger hun som legehelt på hospitalerne i Skejby og Randers. Hun har været fastansat legehelt flere dage om ugen siden august 2020.

»Jeg læste om konceptet og om den første legehelt på Odense Universitetshospital i mit fagblad. Så da jeg skulle i ulønnet praktik kontaktede jeg Henriette (generalsekretær hos Børnefonden, Red.) og var legehelt i et halvt år. Da jeg blev udlært, ville jeg gerne være legehelt igen, og efter et par år, så blev pladsen ledig, og endda de to steder hvor jeg var i praktik,« lyder forklaringen.

Det er smilene og de nogle gange tætte bånd til de indlagte, der giver hende lysten til at være legehelt.

»Jeg kan godt lide børn og jeg elsker at lege, så derfor er jeg legehelt. Det giver bare så meget at se, hvor meget godt jeg gør for børnene.«

Legeheltene

Legeheltene arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn mellem 1-14 år, der hvert år indlægges i Danmark.

De omkring 17 legehelte er ansat af Børneulykkesfonden.

For mange indlagte børn er tiden på hospitalet nemlig forbundet med stor inaktivitet og ensomhed.

Legeheltene arbejder for at skabe et frirum for de indlagte børn, hvor omdrejningspunktet er leg og bevægelse, og hvor sygdom træder i baggrunden for en stund.

Et frirum, hvor der er plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab. Et frirum, hvor nye venskaber kan opstå, og hvor følelsen af ensomhed formindskes.

Alle Legehelte er professionelle fagfolk, som tilpasser aktiviteterne i forhold til det enkelte barns fysiske udfoldelsesmuligheder, med det for øje, at alle børn skal kunne være med.