Sydbank Fonden donerer 50.000 kr. til Rehab-Golf, der tilbydes som et alternativ til borgere i rehabiliteringsforløb i Randers Kommune, som er påvirket af funktionsnedsættelse efter for eksempel en blodprop, hjerneblødning, amputation eller et medfødt fysisk handicap.

Konceptet er tilpasset så forholdene er de rette, når målgruppen mødes i Randers Golf Klub hver fredag med fokus på fysisk og psykisk rehabilitering, samt efterfølgende socialt samvær i klubhuset.

Under aktiviteten skal deltagerne fokusere kræfterne på spillet, og derfor havde Randers Golf Klub ansøgt Sydbank Fonden om midler til investering i blandt andet udstyr og handicapscootere.

Rehab-Golf i Randers Golf Klub havde opstart 20. maj, og der er fortsat ledige pladser på holdet.