Tegningerne er lavet, og en del af finansieringen er allerede på plads.

AF CECILIE BISGAARD

Første etape er overstået. Hornbæk har fået multianlæg, crossgym, flere petanquebaner, kunstgræsbaner og et udvidet klubhus. Alt sammen fordi tre lokale foreninger – Hornbæk Sportsforening, Hornbæk Gymnastik Forening og Randers Firma-Sport – har arbejdet tæt sammen.

Nu håber projektleder Peter Thorsen, at anden etape snart kan gå i gang.

Anden etape består af en stor bevægelseshal, som skal opføres i forlængelse af Hornbæk Idræt- og Kulturcenter.

»Den er 2000 kvadratmeter i grundareal, og så kommer der en indskudt første sal på 800 kvadratmeter. Mange siger til os, at det er der da ikke plads til. Men det er der. Vi har skridtet af,« siger projektlederen smilende.

Ikke to idioters idé

For at komme i mål med anden etape skal der findes syv millioner til projektet, og man er allerede godt på vej. Både sportsforeningen og gymnastikforening har givet tilsagn om en million kroner hver.

»Vi har ikke alle pengene på bogen lige nu, men det får vi i løbet af et år,« siger Peter Thorsen om bidragene fra de to foreninger og fortsætter:

»Og så har vi en sponsor, som har lovet at støtte med en million kroner også. Tre ud af syv er på plads, så vi er stensikre på, at de sidste fire nok skal komme. Det er vigtigt at sige, at vi forpligter os ikke over evne. Vi er gældsfrie, og vi forpligter os ikke til noget nyt, før finansieringen er på plads.«

Her er en skitse af, hvordan Hornbæk Idræt- og Kulturcenter kommer til at se ud, hvis bevægelseshallen bliver bygget i forlængelse af klubhuset

Peder Vagn Poulsen, der er en del af aktivitetsudvalget, er for nyligt blevet en del af projektet. Han fortæller, at mange privatpersoner var tilbageholdende med at støtte første etape, fordi de ikke var sikre på, at det ville blive til noget.

»Men det blev til noget, så jeg håber, at de tænker, at så gør det næste også. Det er ikke bare to jubelidioter, der har fået en idé. Der er grobund i det. Hornbæk er i udvikling, så det er kun logisk, at vi følger med den udvikling,« siger han.

Vil undgå Munkdrup-problem

I marts sidste år sendte styregruppen en ansøgning til Randers Kommune. I den søgte de om tilskud til bevægelseshuset på 18 millioner kroner.

»Der er ikke rigtig sket noget siden, da man ville vente på et nyt byråd. Det er fair nok. Men uden en kommunal bevilling kan vi ikke søge fonde,« siger projektleder Peter Thorsen og fortsætter:

»Vi håber, politikerne forstår, hvorfor vi gør det her. Når man laver en helhedsplan for Hornbæk med knap 400 nye boliger, så er der brug for infrastruktur. Der er brug for, at skolen og daginstitutionerne kan følge med. Der skal være attraktive idræts- og kulturfaciliteter. Hornbæk må ikke ende som Munkdrup. Det må ikke ske.«

Efterspørgslen er der

Hvis man tror, at arbejdet med den nye bevægelseshal nu står stille, fordi de venter på kommunen, så tager man fejl.

»Vi sætter os ikke ned og hyler. Vi ved, at projektet i Dronningborg kommer først, og det respekterer vi, men til gengæld lægger vi os heller ikke ned. Nu kigger vi projektet igennem i forhold til miljø og FN’s verdensmål. Vi prøver at forfine projektet og får rådgivning af Lokale og Anlægsfonden,« siger Peter Thorsen og fortsætter:

»Det er et kæmpe spørgsmål. Hvor er vi? Kan vi få prioriteret midler? Politikerne har allerede anerkendt de ting, vi har fremført. Der var ikke noget at sætte en finger på.«

Fakta: Hornbæk Idræt- og Kulturcenter

Centeret er blevet til i et samarbejde mellem HSF, HGF og Randers Firma-Sport, og det var sportsforeningen, der tog initiativ til samarbejdet i 2016.
Før 2016 var der følgende faciliteter på Gamle Viborgvej: Krolf, petanque, minigolf, to cykelhuse, to tennisbaner og et klubhus.
Siden er følgende blandt andet kommet til: kunstgræsbaner, løbesti, flere petanque-baner, dart og e-sport.
Derudover er de to tennisbaner lavet om til et multianlæg og crossgym-anlæg, og klubhuset er blevet udvidet.

De ting, som styregruppen bag bevægelseshallen har fremlagt for blandt andre medlemmerne af Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, kommer fra en rapport, som de har fået lavet.

»Vi troede, at vi kunne belægge hallen i primetime. Men vi vidste det ikke. Derfor fik vi lavet analysen, og den viste, at det kunne vi godt. Det var faktisk lidt voldsomt for os, for vi var ikke sikre,« siger projektlederen.

Primetime er alle hverdage fra klokken 17 til 22.

Hjemme i Hornbæk

Idéen om bevægelseshallen er blevet til under overskriften ”Hjemme i Hornbæk”.

Og den overskrift er en af hovedårsagerne til, at Peter Thorsen på forhånd ved, at han kan regne med en fuldt booket bevægelseshal i primetime.

»Der kommer en springgrav. For hvis du er springgymnast, så er der kun ét sted at gå hen, og det er Dronningborg. Så den bydel er dækket af. Vi mangler noget i den her bydel – og i den her del af Randers Kommune. Gymnastikforeningen forventer at kunne fordoble deres medlemstal, når træningen kommer til at foregå lokalt. Lige nu har de 500 medlemmer,« siger han og fortsætter:

»Vi fandt ud af, at håndboldafdelingen havde flere træninger rundt om i oplandsbyerne – simpelthen for at få timer nok. Det er der jo en del logistik i. Forældrene kører deres poder til både nord, øst og syd. Dem vil vi gerne trække hjem igen. Det er mange timer, de bruger på vejene. Her kan de cykle over.«

Fakta: Bevægelseshallen

Det kommer der til at være i bevægelseshallen, hvis den bliver bygget:
– Idrætsgulv med mulighed for opdeling
– Springgrav
– Fitnesscenter
– Cross gym
– Spejlsal
– Omklædningsrum
– Mødelokaler samt teknik- og depotrum
Den kommer til at ligge i forlængelse af klubhuset, så man tørskoet kan komme fra den ene bygning til den anden.

Udover gymnastik og håndbold er der en lang række sportsgrene, som Peter Thorsen og Peder Vagn Poulsen håber, der kan blive plads til. Det er for eksempel badminton, floorball, indendørs fodbold, yoga og dans. Faciliteterne kommer til at være der – spørgsmålet er, om der vil være tid nok.

»Man vil også kunne begrænse ensomheden blandt ældre. Der vil være så mange aktiviteter, hvor man kan tage sin nabo med. Vi kan engagere dem, der sidder derhjemme. Det vil være fantastisk for folkesundheden. Der vil være noget for alle – uanset alder og interesse,« siger Peder Vagn Poulsen.