Politiet fremstillede​ fredag klokken 11 to mænd på 22 og 29 år i grundlovsforhør i Retten i Randers. De var begge sigtede for at have begået indbrud i et autoværksted i Ebeltoft natten til fredag, hvor de stjal udstyr for mange tusinde kroner.

Derudover var de begge sigtet for forsøg på indbrud i et autoværksted i Randers NV samme nat. Her blev der ikke umiddelbart stjålet noget.

Mændene blev anholdt af en patrulje, der blev kaldt til indbruddet i Ebeltoft.

Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen, og derfor har politiet ikke yderligere oplysninger om sagen.