En 29-årig hvidevaremontør fra Randers var torsdag eftermiddag forbi en adresse i Roslev, der ligger nord for Skive. Her skulle han sætte en vaskemaskine op i en 58-årig kvindes hjem.

Efter besøget ringede kvinden til politiet. Ifølge hende kom hun og montøren op at skændes under monteringen af vaskemaskinen, og efterfølgende skulle montøren have smidt hende ud på asfalten. Det skriver Skive Folkeblad.

Kvinden meldte derfor montøren til politiet, og som bevis kunne hun vise blå mærker på sine ben.

Cirka en time senere ringede montøren selv til politiet. Han ville anmelde den 58-årige kvinde for vold.

»Det er en underlig sag det her,« siger politikommissær Lars Mikkelsen til Skive Folkeblad.

Politiet er nu ved at finde ud af, hvad der rent faktisk skete torsdag eftermiddag.