Per Jakobsen har blandt andet været med til at starte Grenaa- og Aarhus Nord-afdelingerne op.

Afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands Vorup-afdeling, Per Jakobsen, kunne 1. juli fejre 40-års-jubilæum.

Siden Per Jakobsen efter endt handelsskoleeksamen begyndte som elev i Sparekassen Kronjyllands daværende hovedsæde i Middelgade i 1982, har han nået at indtage et væld af forskellige roller. Således har han blandt andet arbejdet i den daværende Dronningborg-afdeling og været ansat i en intern investeringsfunktion, hvor han også bidrog med investeringsrådgivning til private kunder.

Herefter blev Per Jakobsen souschef i Havndal, og senere agerede han ledende figur i opstarten af Grenaa- og Aarhus Nord-afdelingerne, inden han i 2012 tiltrådte sin nuværende stilling som afdelingsdirektør i Vorup.

Gode relationer over tid

Spørger man Per Jakobsen, hvorfor han har været så længe i Sparekassen, svarer han, at det motiverer ham at se noget udvikle sig over længere tid.

»Selvom folk sommetider drillende spørger mig, om jeg måske i virkeligheden slet ikke kan finde ud af at søge andre jobs, så har jeg i Sparekassen hele tiden haft muligheden for at møde nye udfordringer. Jeg været med til at starte nye afdelinger op og skabe gode relationer, som kun er blevet stærkere over tid,« udtaler den erfarne afdelingsdirektør i en pressemeddelelse.

Selvom Per Jakobsen har haft mange gode oplevelser i tidens løb, mener han ikke, at alt var bedre i gamle dage:

»Jeg trives godt i jobbet i dag, og jeg nyder at imødegå de spændende opgaver et finansielt marked under konstant forandring skaber,« påpeger Per Jakobsen, der er født og opvokset i Randers, og som i dag er bosiddende med sin kone i Romalt.

Jubilæet blev fejret med morgenkaffe og et åbent hus-arrangement i Vorup-afdelingen.

gs