Navne som Jimmy Wistisen, Jens Varmløse, Crazy Ivans og Jane & Shane er på årets program.

Igen i år er Folkemusik i Randers med, når Randers Festuge løber af stablen. Programmet starter allerede fredag 12. august, når Jimmy Wistisen spiller irsk, skotsk og egne numre i gården bag Hotel Randers. Jimmy Wistisen spillede med succes ved årets St. Patrick´s i Operaen. Med dette arrangement slutter FiR´s del af gårdmusikken på byens hotel.

Allerede søndag 14. august er der musik igen. I lighed med i august 2020, hvor Eventsekretariatet støttede en række arrangementer efter den aflyste Randers Festuge, er FiR på Udbyhøj Marina, hvor Jens Varmløse spiller ved et arrangement. Publikum opfordres til at spise den medbragte eller købte frokost i forbindelse med musikken.

Jens Varmløse er en virtuos på sine guitarer med alt fra folk til Shadows, og det hele blandes med vendsysselsk lune. Der er gratis adgang takket være støtte fra blandt andet Randers Festuge, der også i år har bidraget til FiR´s program i uge 33.

Tirsdag 16. august lægger Hotel Randers sal til en aften med Crazy Ivans – der er dog kun én Ivan tilbage – Randersmusikeren Ivan Sand, men han har taget Søren Rislund (kendt fra Monrad og Rislund) på mundharpe, Mik Schack (percussion) og bluesguitaristen Olav Poulsen med. Tilsammen dækker de repertoiret fra folk til rock – det gynger, og kedeligt bliver det med garanti ikke.

Tilbage i Turbinen

Jane & Shane er tilbage i Turbinen ved foreningens sidste arrangement i Randers Festuge, når de torsdag 18. august går på scenen. Med smittende livsglæde og musikalitet får engelske Jane Clark og irske Shane Donnelly gang i et repertoire af musik fra de britiske øer, ofte serveret med et pift af jazz og bluegrass. Forsalget tyder i øvrigt på, at de to har et stort og trofast publikum i Randers, meddeler Folkemusik i Randers.

Efter Randers Festuge tager Folkemusik i Randers allerede 1. september hul på efteråret med besøg af The Black Brothers anført af Shay og Michael Black.