En patrulje fik mistanke til​ tre mænd, som omkring klokken 16 tirsdag stod sammen ud for en adresse på Adelgade i Randers.

Da betjentene så, at der blev udvekslet penge mellem to af mændene, tog patruljen kontakt, og alle mændene blev visiteret.

En 33-årig mand skyndte sig at smide et par pengesedler på jorden, da han så betjentene, mens en 22-årig mand havde en klump hash i lommen.

Den 22-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og den 33-årige, som politiet mistænkte for at have solgt hashen, blev sigtet for salg af euforiserende stoffer.

Den 33-åriges lejlighed blev efterfølgende ransaget, og hjemme hos ham fandt politiet noget mere hash, nogle ulovlige piller og en digitialvægt. Alle dele blev beslaglagt.