Lotte Sølvtofte ville gerne have nogle større lokaler, og samtidig var den gamle bygning i så dårlig stand, at hun var nødt til at flytte. Om bygningen på Østervold skal rives ned, vides ikke endnu.

AF CECILIE BISGAARD

Omkring 1. november rykker Lotte Sølvtofte sin brilleforretning by Sølvtofte ud af de velkendte lokaler på Østervold. I stedet flytter butikken om på hjørnet af Nygade og Provstegade i de lokaler, hvor der tidligere har været fysioterapeut.

»Jeg overtager stedet 1. september, og så skal det sættes i stand. Lige nu er udlejeren ved at rykke med de ting, som jeg har bedt om, men jeg skal stadig gøre lidt selv, før jeg kan rykke ind. Det, regner jeg med, tager to måneder,« fortæller Lotte Sølvtofte til Din Avis.

Hendes nuværende butik er 139 kvadratmeter, og i den nye får hun en hel del mere plads. Der er lejemålet nemlig 700 kvadratmeter.

Bygning i dårlig stand

Selvom Lotte Sølvtofte er glad for at få mere plads, så er hun alligevel lidt ked af at skulle væk fra butikken på Østervold.

»Det er lidt træls. Det er jo en oase her. Vi har en hyggelig lille ”gård”, som er en del af butikken. Jeg er spændt på, om vi kan få vinplanten med,« siger hun og nikker hen mod en krukke, som en stor vinplante er skudt op af. Den er vokset helt op til loftet, hvor den breder sig langs hele den ene væg.

Hvis man kigger nærmere på den gamle bygnings facade, kan man godt se, at den er krakeleret mange steder på første sal. Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med den. Foto: Cecilie Bisgaard

Men alligevel var det nødvendigt at flytte fra Østervold. Både fordi hun godt kunne tænke sig mere plads i sin butik, men også fordi bygningen simpelthen var i for dårlig stand.

»Taget hænger kun sammen på grund af mos. Kunderne siger, at der er så hyggeligt her, men de ser ikke, at vinduerne er ved at falde ud, eller at sikringerne sprænger hele tiden,« siger hun som bare nogle få eksempler på bygningens tilstand.

Ikke nogen plan endnu

Lotte Sølvtofte skynder sig at understrege, at hun bestemt ikke er utilfreds med sin udlejer, Sinding & Co. Det er faktisk de samme udlejere, som udlejer butikkens nye lokaler i Nygade.

»Jeg er sindssygt glad for mine udlejere,« siger hun.

Men hvad skal der så ske med Østervold 26? Skal bygningen gennemgribende renoveres, eller skal den måske rives ned? Det er der ikke noget svar på endnu, fortæller administrerende direktør ved Sinding & Co, Tor Dam Sinding.

»Lige nu er der ikke nogen plan, men vi kigger på det efter sommerferien,« siger han og fortsætter:

»Vi er glade for at have fundet en løsning med Lotte i Nygade. Det sted trængte også til en lejer, og vi ved, at Lotte kan sætte gang i tingene. Det er positivt, og vi er overbeviste om, at det nok skal blive godt.«

Ved at gå på kompromis

Faktisk har Lotte Sølvtofte kigget på nye lokaler i et halvt år. Hun havde forhandlet to kontrakter på plads i andre lejemål, der endte med at blive snuppet lige for næsen på hende. Selvom hun gerne ville have nogle større lokaler, var hun ved at gå på kompromis og vælge noget mindre.

Lige til hun fik tilbudt de gamle fysioterapeut-lokaler.

Her er de nye lokaler i Nygade, som fra omkring 1. november kommer til at huse butikken by Sølvtofte. Foto: Cecilie Bisgaard

»Jeg havde egentlig tænkt, at det var for stort, men da jeg så det første gang, tænkte jeg bare, at det var fedt. Der var store, lyse vinduer, men til gengæld var der ikke så meget vægplads, som jeg jo skal bruge til at hænge briller på. Så er det godt, jeg kender nogle kreative håndværkere,« siger hun og fortsætter:

»Det viste sig også, at der gemte sig nogle marmorgulve i lejemålet, og det var en meget glædelig overraskelse.«

Nyborg i Randers

Det er ikke alle 700 kvadratmeter, som Lotte Sølvtofte har tænkt sig at fylde op med briller. Hun har en butik i Nyborg, og der kan man finde kunst og diverse ting fra Randers.

Derfor kunne hun godt tænke sig, at der i den nye Randers-butik kom kunst og diverse ting fra Fyn.

»Når jeg åbner, så bliver det blandt andet med en stor Sven Dalsgaard-udstilling, hvor man også kan købe værkerne. Og så har jeg en drøm om at lave Nyborg i Randers. Dernede er der et fantastisk destilleri, og jeg kunne godt tænke mig at have deres varer i den nye butik,« siger hun og fortsætter:

»Den nye butik bliver også mere handicapvenlig, og så kan man parkere lige ude foran. Så nu kan tiden kun gå for langsom!«