Frivillige foreninger hædrede sig selv med stafet og skibet Lillebjørn tog en tørn for fællesskabet med en sejltur på Randers Fjord.

KIAN JOHANSEN

Skibet Lillebjørn stod for at vugge fællesskabsstafetten en tur på Randers Fjord, da Frivilligværket sendte Fællesskabsstafetten afsted til omkring 20 frivillige foreninger og fællesskaber i Randers i slutningen af Randers Festuge.

Smilende tog formand Carsten Vammen fra Foreningen til Lillebjørns Bevarelse imod depechen fra Camilla Juul Jensen, leder af børne- og familiearbejdet ved Kirkens Korshær, der forinden havde modtaget den flotte 3d-printede depeche, der var lavet af elever fra Innovationslinjen på FGU Østjylland. Depechen forestillede flere kendte steder i Randers, blandt andet Randers Regnskov og den markente gråønne kile langs Randers Fjord og Randers Havn.

Formålet med Fællesskabsstafetten er at synliggøre de mange forskellige fællesskaber i Randers og omegn. Både så deltagerne bliver bevidste om hinandens eksistens, men også så udefrakommende kan få indblik i de mange fantastiske fællesskaber, som de kan blive en del af, har Louise Brown tidligere forklaret. Hun er leder af Frivilligværket, der holder til Frivillighedens Hus på Kirketorvet og var med på en del af sejlturen.

MERE UNDER BILLEDERNE

Dronningborg Lystbådhavn set fra søsiden.

Det er ’gas’

Fra den faste liggeplads i Toldbodgade, tæt på Sejlklubben bød formanden velkommen ombord til en lille indbudt skare.

»Husk at I sagtens kan gå på toilet ombord. Vi har netop fået doneret et ”Cinderella” forbrændingstoilet på gas, så i kan i princippet få Jeres efterladenskaber brændt til aske og få det med hjem i en kop,« spørgte han. Foreningen har med held søgt en del fonde de senere år, så blandt andet motoren er blevet isoleret og dermed dæmpet et par decibel og der er indrettet praktiske reoler i kahytten.

MERE UNDER BILLEDET

Carsten Vammen har været formand for Foreningen til Lillebjørns Bevarelse siden 2020 og har som de fleste Lillebjørn-frivillige haft en tilknytning til søen. Han er pensioneret Commercial Manager fra Baltic Control, der kontrollerer fødevarer i hele verden. 67 lande og et utal af havne har han besøgt i løbet af 23 år. Foto: Kian Johansen

Kendskabsgraden til Lillebjørns virke kunne godt være større, erkendte formanden. Han glædede sig dog over, at et samarbejde med Go’Randers, der sender et større antal gæster ombord og et andet samarbejde med ishuset ved Streetfood, havde givet glæde og sejlture til endnu flere. I den mere nørdede ende bliver der også arrangeret romsmagninger ombord på Lillebjørn.

Held på sejlturen

Duvende og vuggende gik det til Dronningborg Lystbådehavn hvor flere fremmødte fra SAM Foreningen stod klar til at modtage stafetten. Iført farvestrålende t-shirts og paraplyer tog man imod depechen og efter en kort snak forlod den tidligere arbejdsbåd i Randers Havn igen kajen og tog turen mod hjertet af Randers igen.

MERE UNDER BILLEDET

Carsten Vammen overrakte depechen til Allan Madsen, koordinator i Sam Foreningen i Dronningborg Lystbådehavn. Foto: Kian Johansen

Tanken om fællesskab virkede, for ombord på Lillebjørn kunne formand Carsten Vammen konstatere, at man allerede havde fået tilbud om hjælp til at skaffe flere frivillige og til at arrangere flere ture og så havde han endda skaffet flere medlemmer til foreningen.

De frivillige fra Lillebjørn sejler omkring 93 ture om året og her er alt fra den traditionsrige 20 kroners-tur i Randers Festuge, til den gratis Elro-tur i begyndelsen af september over til firmaer og foreninger der booker en tur med den buttede båd.

I den forbindelse leder man efter flere frivillige skippere og matroser, for man vil gerne have skibet ud på Randers Fjord endnu flere gange i løbet af året.

Den 3d-printede depeche er lavet af elever fra Innovationslinjen på FGU Østjylland og har forsøgt at indramme kernen af Randers. Foto: Kian Johansen