Oplægget har ikke ændret sig til foredrag i Hornbæk Sognegård, selvom statsministerkandidat Søren Pape dukker op mandag aften til foredrag om demokrati og tro.

KIAN JOHANSEN

Det er ikke så tit, at Hornbæk Sognegård kan ende med at få mere end fuldt hus til et foredrag om demokrati og tro.

Men sandsynligheden er stor, efter at det kom frem, at Søren Pape meldte sig som de Konservatives Statsministerkandidat.

For mandag aften klokken 19.00 holder den tidligere borgmester i Viborg et to timers foredrag i Hornbæk sognegård med titlen: ’Frihed og demokrati’.

Der er gratis adgang, salmesang og kaffe i pausen, så man er meget spændte på fremmødet i Hornbæk Sognegård. Det er først til mølle og der er vel plads til godt 100 personer, gætter sognepræst Susan Ballegaard på. Der bliver ikke lukket flere ind, end der er plads til og arrangementet bliver ikke rykket andetsteds hen, lyder det. Men alt over 25 fremmødte er tilfredsstillende.

Demokrati og salmer

»Måske skal vi have hevet flere stole frem. Han er blevet meget mere interessant end da vi bookede ham før sommerferien for en del mennesker. Det kan vi godt høre på folks reaktioner. Da vi aftalte foredraget, var det temaet om krigen i Ukraine der fyldte og det var i det lys, at han skulle tale om demokrati.,« siger sognepræsten, der som en del af aktivitetsudvalget foreslog Søren Pape.

»Vi fastholder, at Søren Pape skal tale om demokrati og også om sin eget forhold til tro og eksistens og kristendommen. Han er interessant, fordi han jo tilfældigvis er politiker og kan fortælle om sit forhold til troen. Det her bliver IKKE et valgmøde,« understreger Susan Ballegaard, der lidt ved en tilfældighed fik overtalt Søren Pape til at komme forbi Hornbæk.

»Det handler jo om kontakter og kende de rette folk og jeg vidste, at han havde holdt et rigtig godt foredrag i Spentrup om netop det samme emne. I det her tilfælde fik jeg via bekendte en kontakt til Sørens pressesekretær og fik ham booket,« genfortæller Susan Ballegaard.