Af Erik Humblebug, Nattergalvej 19, 2. tv, 8900 Randers C

Kære Michael Aastrup Jensen

Lige nu sidder jeg i min nye lejlighed på Nattergalvej i Randers. Jeg var glad, da flyttefolkene kom med møblerne. De passer perfekt ind i min nye stue.

Jeg har Rema 1000 lige om hjørnet. Og jeg har vuggestue, børnehave og skole lige i nærheden. Og hvis jeg ikke gik ind til busterminalen, går der bus nogle få minutter herfra.

Nu påstår du, at danskerne gerne vil eje deres bolig. Og helst i en landsby væk fra storbyerne. Det billede kan jeg slet ikke kende.

Jeg har for sjov skyld tjekket, hvad det vil betyde at bo på Kærby Møllevej i stedet for her. Det betyder blandt andet at der er fem kilometer ind til Brugsen i Gjerlev, hvor varerne i øvrigt er dyrere end i Rema 1000. Jeg tror ikke, at der er institutioner i Kærby. Og jeg tror heller ikke, at jeg kan få billig fjernvarme. Der er heller ikke en egentlig busrute derud. Til gengæld tror jeg, at husene er billige.

Før jeg flyttede til Randers, boede jeg i Almind, der er en landsby uden for Viborg. En weekend var jeg til et møde i Nyborg. Her måtte jeg tage en bus ind til Viborg fredag sidst på eftermiddagen. Og jeg måtte vente på biblioteket, indtil mit tog gik.

Da jeg kom hjem om søndagen, var ventesalen på stationen aflåst. Så jeg valgte at gå hjem fra Viborg til Almind.

I Almind er der både ejer- og lejeboliger. Men den dårlige kollektive trafik, manglen på en almindelig folkeskole og en dagligvarepolitik er nok de væsentligste grunde til, at mange familier hellere vil bo tættere på Viborg.

Nu kritiserer du så, at det er politikerne, der bestemmer, hvor de almene boliger skal ligge. Men det er da også politikerne der bestemmer, hvor der må bygges ejerboliger. Hvis du lige nu ville have en fritstående villa på tre etager ude ved golfbanen, ville du med det samme få et nej. Og det synes jeg også er rimeligt. Der skal være en lokalplan, der bestemmer, hvad der må bygges og hvor.

Det er svært at etablere sig i sin første ejerbolig. Sådan skal det også være. Det har politikerne i øvrigt også selv bestemt. Før finanskrisen i 2008 var der ikke grænser for, hvad der kunne lade sig gøre, når det gælder lån til fast ejendom.

Derfor var det også nødvendigt at stramme op på betingelserne for at låne, da krisen havde lagt sig. Tilsynet med bankerne blev strammet.

I de senere år har overførselsindkomsterne været under pres. Men jeg går da ud fra, at mennesker på overførselsindkomst, skal have et sted at bo. Derfor er det bydende nødvendigt, at bygge billige almene boliger i de store byer, det vil sige også i Randers.

Hvis kommunen så støtter udvikling i de mindre byer er det en god idé også at bygge almene boliger der. Men det kræver, at man kan komme til og fra landsbyen, uden at være tvunget til at have egen bil.

Jeg støtter i princippet, at alle skal have lov til at bo der, hvor de vil. Og eftersom de fleste gerne vil eje, så skal det naturligvis være muligt inden for en fornuftig økonomisk ramme.

Men jeg kan ikke se modsætningen mellem det, at det kunne være godt, hvis flere ville bosætte sig i landsbyerne og det, at der er brug for flere almene boliger. Det er nogle vidt forskellige mennesker, vi taler om. Der bor også almindelige mennesker i almene boliger. Og almene boliger er ikke en dårlig boform.

Når jeg kommer i arbejde, bliver jeg boende i en almen bolig. Så har jeg nemlig mulighed for at komme af med min gæld, før jeg når pensionsalderen.

Jeg har prøvet at bestyre en bolig, som Jyske Bank havde lånt mig. Det var afdragsfrit lån, så banken ejede lige så meget, da jeg flyttede ud, som da jeg flyttede ind. Til gengæld stod mit navn på skødet.