125 studerende og højtuddannede fik mødt og snakket med masser af Randers-virksomheder. Speeddatingen giver et bedre kendskab, lyder det.

KIAN JOHANSEN

Et par busfulde universitets-studerende fra Aarhus og Aalborg indtog for nylig mødelokalerne på Randers Stadion for at mødes med virksomheder fra Randers og omegn. Det kaldes Karrieredagen for Højtuddannede.

I VIP-lokalerne, med Randers FC-spillerne hængende på væggene i stor format, gik de studerende fra cafébord til cafébord og hilste på både direktører og HR-folk fra virksomheder fra blandt andet Danish Crown, Sidewalk, Systemcenter og Verdo.

»Jeg søger et job og jeg er blevet meget klogere i dag. Der er tre virksomheder jeg vil gå videre med, og som jeg godt kan se mig selv i,« fortæller Kristijan Mitrev, der går på Copenhagen Business School. Selv kendte han ikke meget til Randers før besøget. Men han er positivt overrasket over byen.

120 højtuddannede fik en smag af Randers og flere af virksomhederne i området under Karrieredagen for Højtuddannede. Foto: Kian Johansen

Et af de firmaer han har talt med, er JMA, der holder til på Engelsholmvej i Randers og som udvikler software til maskinhandlere.

»Vi har været med de sidste tre gange og det er godt for alle. De studerende kan se os an og vi kan fortælle om de opgaver vi sidder med og hvilke kompetencer vi leder efter. Vi kan tale sammen ansigt til ansigt og de studerende behøver ikke finde os via en hjemmeside. Vi står jo lige her,« siger Helle Jørgensen, der er HR-ansvarlig i JMA Randers. Rent faktisk er en af firmaets nyeste ansatte til stede. Han blev ansat efter at have deltaget i sidste års Karrieredage.

Hun bliver bakket op af Mark Baumgarten, der er Business Relation Manager i Akademikernes A-kasse. Han er her for at rådgive de studerende og selvfølgelig hverve nogle medlemmer.

»Før Corona holdt vi selv over 60 af denne slags messer om året. Det er så godt, at de studerende kan gå rundt og møde de mennesker der skal ansætte dem. Og de kan sætte ord på, hvad de hver især leder efter. Vi har mange medlemmer der er blevet ansat i stillinger, som hverken de selv, eller virksomheden havde gættet på. Alle akademikere har en basis, som de fleste virksomheder her i dag kan bruge. Det handler om at finde det rette match.«

120 højtuddannede fik en smag af Randers og flere af virksomhederne i området under Karrieredagen for Højtuddannede. Foto: Kian Johansen

To byer med fællestræk

Ulrik Petersen fra Axacon, der har flyttet virksomheden til den tidligere ELRO-bygning på Normansvej fra en adresse nede ved havnen bor selv i Aalborg. Axacon udvikler lagerstyringssystemer til lagre i virksomheder og opkøbte for et par år siden virksomheden i Randers.

»Jeg er overrasket over, hvor meget Randers og Aalborg ligner hinanden og helt ærligt, så har Randers meget mere natur at byde på. De to byer burde gå sammen i en fælles branding, vi har meget tilfælles. Fornyelser af havnemiljøerne, en tidligere arbejderby, der bliver til vidensby og masser af positiv udvikling,« lyder det fra direktøren der gladeligt deler ud af råd til de studerende og bliver forbundet via LinkedIn, for større netværk, desto større kendskab, lyder devisen.

De studerende har i starten af messen fået en introduktion til Randers som by og område og en velkomst af borgmesteren og det er tydeligt, at de fleste ikke kender meget til Randers. Men det sørgede Randers Kommune i samarbejde med Erhverv Randers og i et sammenspil med Akademikerkampagnen og universiteterne i Aalborg og Aarhus at rette op på.

Denne dag får Ulrik Petersen fra Axacon ikke mange CV’er med hjem, men han nævner sidste års karrieredage. Her talte han med en kandidat. En udvikler, der umiddelbart ikke havde det rette CV. Men han havde praktisk erfaring fra et lager, noget som ansættelsesudvalget i første omgang havde overset. Det stod på side to. Og kun fordi Ulrik Petersen havde talt med ham under messen, kendte han til detaljerne.

»Vi endte med at ansætte ham og fordi han fra sin tid som lagermedarbejder havde praktisk kendskab til en af vores konkurrenters lagersystem, så har vi forbedret vores egne systemer markant på grund af hans erfaringer,« lyder det fra direktøren.

Allan Kousted fra Dermapharm nåede at tale med langt over 50 højtuddannede studerende. Foto: Kian Johansen

Kendskabet bliver større

»Vi skal helt klart med igen til næste år. Nu har vi gjort Regionshospitalet i Randers bedre kendt blandt kandidaterne, der ikke i første omgang ser vores hospital som et sted for akademikere, men blandt vores 3.000 ansatte har vi både HR-folk og godt 100 AC-stillinger og vi har før fundet nyansatte der ikke umiddelbart havde den rette uddannelse til stillingen, men kompetencerne var der,« smiler Niels Villumsen, der er uddannelseschef på Regionshospitalet i Randers.

Også Allan Kousted er glad for at have brugt et par timer på jobdating. Langt over 50 visitkort er delt ud og der har knap været tid til at drikke en kop kaffe undervejs. Han er Head of planning & Logistics hos Dermapharm. Virksomheden i Fårup har 120 ansatte og producerer hudplejeprodukter.

»Vi har både logistik og selve produktionen af produkterne, så vores opgave var at fortælle de studerende, at man kunne gå flere veje hos os. Og det tror jeg overraskede mange.«