’Danmarks Indsamling’ skal sætte fokus på verdens sårbare børn live fra Randers i februar 2023.

Når ’Danmarks Indsamling’ rammer skærmen for 17. år i træk til februar, kommer det til at ske fra Værket i Randers, fortæller DR i en pressemeddelse.

Med krig i Ukraine, tørke på Afrikas Horn, klimakrise, fødevarekrise og corona-pandemi er verdens fattigste lande i knæ, og det er børnene, der betaler den højeste pris. Indsamlingen kommer derfor til at gå til verdens sårbare børn.

Musik- og teater-huset Værket i Randers er vært for’ Danmarks Indsamling 2023’ til fordel for verdens sårbare børn, når det store TV-show sendes den 4. februar klokken 19.00 på DR1.

Værkets gode forhold

Når ’Danmarks Indsamling 2023’ transmitteres live fra Musik- og teaterhuset Værket, er det første gang, at Randers er vært for showet. Byen, der er en af landets største, er især kendt for, at landets eneste flod, Gudenåen, har sit delta i midten af byen, og her møder Randers Fjord.

At valget som værter er faldet på Randers og Værket, skyldes blandt andet de rigtig gode fysiske forhold, som Værkets mange faciliteter byder på, og ikke mindst den store velvilje fra Randers om at aktivere sine mange lokale fællesskaber og velfungerende erhvervsliv.

»Vi står midt i en tid, hvor det er særligt vigtigt at hjælpe verdens sårbare børn, og med Musik- og teaterhuset Værket i Randers som stedet, så er rammen for en fantastisk ’Danmarks Indsamling’ helt i top. Vi glæder os til at byde hele landet velkommen til Randers og vise vores kronjyske egn frem, samtidig med, at vi i dejlige rammer kan bidrage til at støtte verdens sårbare børn,« siger Randers’ borgmester Torben Hansen.

Håber på en forskel

»Jeg ser frem til samarbejdet med Randers og er glad for det engagement, vi allerede har mærket fra både kommunen og Værket til at løfte næste års vigtige indsamling. Jeg håber og tror på, at vi sammen med danskerne kan være med til at gøre en forskel for nogle af verdens mest sårbare børn,« siger Jan Lagermand Lundme, der er redaktør på det store fem-timers TV-show.

Pengene der bliver indsamlet kommer til at gå til målrettede udviklingsprojekter i 15 lande gennem Danmarks 12 største humanitære organisationer.