Stolte traditioner med heavy metal, og den fjerde en-dags festival ‘Hårdt Jern’ på vej til januar

ANETTE BONDE

Randers har stolte traditioner med levende musik, og heavy metal har været en stor del af miljøet. Unge bands har taget de første takter i øvelokalerne, og når de var klar, har byens spillesteder lagt scene til. Det var særlig Dragonen i Østergade tilbage i 1970’erne, så kom Café Von Hatten i Von Hattenstræde, Tante Olga i Storegade og senest Turbinen og Værket.

Morten Madsen, Popshit Records og cat.dk, har rod i Randers. Han er arrangør, producer, musiker og har hørt heavy metal, siden han var 13. Din Avis Randers har bedt ham om at tegne et billede af heavy-miljøet, før og nu.

Trives i bedste velgående

I 1980’erne var det bands som Mirage, Metal Cross og Randy, der var byens heavy-scene. I dag er det Tease The Demon, Svartsot, Trold, Embryo, Nakkeknaekker og Schwarzheim, og der opstår stadig nye bands.

Mirage, 1985. Foto: Per Christensen.

»Det primære heavy-miljø er i dag omkring Von Hatten, og det trives i bedste velgående,« siger Morten Madsen.

Huset, hvor Café Von Hatten har adresse, er som bekendt under ombygning. Mens den står på, spiller musikken på Underværket.

Det puster godt til entusiasmen, at Von Hatten hver den første fredag i måneden har jam på programmet. Her spilles både heavy og andet godt.

»Mange heavy-musikere spiller også al mulig andet slags musik.«

Tungt Jern

Morten Madsen har arrangeret Heavy Metal koncerter i Randers igennem de sidste 25 år på og med Café Von Hatten. Det er cirka 15-20 om året. Nogle gange står han også på scenen som guitarist og sanger i heavy-bandet Silver Phantom.

»Der er ikke mange penge i det. Men vi netværker og snakker sammen. Engang imellem spiller vi opvarmning for hinanden.«

Morten Madsens karriere indenfor musikbranchen startede med en fascination af lokale bands. Foto: Morten Madsen.

I øvrigt skal Silver Phantom spille som det allerførste band, når Café Von Hatten 2. december genåbner. Det er også spillestedets 41-års fødselsdag.

Igennem 12 år, fra 2006 til 2019, var Morten Madsen med til at arrangere en-dags heavy-festivalen Midwinter Meltdown med seks bands på scenen. Den fandt sted på Underværket og Turbinen, og blev støttet af Randers Kommune.

I 2020 blev Midwinter Meltdown afløst af en-dags festivalen ’Tungt Jern’. Den afholdes på Von Hatten, og det er hvert år den sidste weekend i januar. Også den er Morten Madsen med til at arrangere.

Kassettebånd fra bogbussen

Morten Madsens karriere som heavy-musiker startede i bogbussen i 1980’erne, da han var dreng. Han lånte kassettebånd med Mirage og Metal Cross og hørte dem hjemme på værelset – og blev vildt fascineret. Det var derfor, han selv fik lyst til at spille

»Jeg måtte bare ind og høre dem, det var jo fantastisk at opleve her i byen, lokale bands a la Iron Maiden, Judas Priest og Black Sabbath.«

Sjovt nok har han som producent haft både Mirage og Metal Cross indenfor i sit studie, efter at de blev gendannet i nyere tid, ligesom han også har arrangeret koncerter med begge. Han kan i øvrigt fortælle, at flere af de gamle Randers-bands, blandt andet Randy og Mirage, har en stor fanskare og er blevet streamet hundredtusindvis af gange ude i verden.

Mangler nogle nye bands

Tidligere var der kommunale øvelokaler på Turbinen, men efter at den blev ombygget og udnævnt til regionalt spillested, var der ikke længere plads. I dag er der kun kommunale øvelokaler på Kasernen, men de er som regel fuldt bookede. Til gengæld er Randers kommune ifølge Morten Madsen god til at give støtte til husleje, hvis man bare selv kan finde et øvelokale.

Selv om der stadig er en del lokal musik i Randers, kan man vanskeligt tale om rene Randers-bands længere. Musikerne kan have deres rod i byen, men uddannelsesstederne trækker tit medlemmerne forskellige steder hen, gerne til Aarhus eller København.

»Randers bobler stadig med musik, men alle tager rigtig meget til Aarhus,« fortæller Morten Madsen.

Han opfordrer unge til at melde sig under heavy-fanerne, for der er plads.

»Vi mangler lidt nogle nye Randers-bands, som 14-17-årige musikere fra Randers kan identificere sig med. Det er vigtigt, at man har en stolthed for sin egen by, at man kan spejle sig i sit nærmiljø og blive inspireret til at gå i gang med musikken,« siger han og tilføjer med et glimt i øjet:

»Lidt som jeg selv, da jeg i sin tid lånte kassettebånd i bogbussen med lokale heavy-bands.«

​ ​