Af Pernille Heibøll Sørensen, medlem af byrådet for Velfærdslisten

”Socialdemokratiet vil skære 2,5 milliarder kroner i kommunernes administration og i stedet bruge pengene på borgernær velfærd”, stod der i de landsdækkende medier i sidste uge.

Det står i skærende kontrast til, hvad vi har set i Randers med det netop indgåede budgetforlig. På trods af at det netop er blevet afdækket, at vi i Randers Kommune siden 2007 har fordoblet antallet af akademikere i administrationen således, at vi bruger 100 millioner kroner mere årligt siden 2007 niveau, kan forligspartierne lige svinge sig op til at lægge en besparelse på 1,5 millioner kroner ind i budgettet.

Akademikere i Randers Kommune er tilsyneladende på en lille isoleret ø, som ligger i ly for besparelser, hvor imod velfærdsområderne rundbarberes gang på gang. Noget tyder på, at det bliver moderpartiet, der skal hjælpe Randers med at prioritere velfærden.

Se, det ville være et frisk pust i Socialdemokratiet.