Østjyllands Politi fik tirsdag tre anmeldelser fra ældre, der var blevet snydt af bedragere, der udgav sig for at være fra banken eller politiet. Det ene bedrageri gik ud over en 80-årig kvinde fra Randers.

Hun ringede tirsdag til politiet og fortalte, at hun søndag var blevet ringet op af en mand, der sagde, at han var fra politiet.

Den falske betjent forklarede hende, at der var en svindler, som muligvis var ude efter hendes penge, og at hun derfor skulle overføre penge fra hendes konto til flere forskellige konti, og så ville hun få pengene tilbage, når de var sikret. Kvinden fulgte mandens vejledning og først senere fandt hun ud af, at hun var blevet snydt.

Både i Østjylland og på landsplan er der den seneste tid kommet rigtig mange anmeldelser om forbrydelser, hvor ældre bliver snydt på lignende vis.

Hverken politi eller bank vil ringe dig op og bede om dine koder eller kreditkort, så politiet opfordrer dig til at lægge på, hvis du oplever det. Også selvom politiets eller bankens nummer står på displayet – der findes nemlig tekniske løsninger, hvor man kan få det til at se ud som om, at man ringer fra et andet nummer.

Politiet opfordrer også til, at man får talt med sine ældre pårørende om, at de aldrig skal udlevere personfølsomme oplysninger, deres kreditkort eller andre bankoplysninger.

Ud over den 80-årige kvinde fra Randers anmeldte også en 68-årige kvinde fra Viby og en 78-årig kvinde fra Tilst tirsdag bedrageri. Her udgav svindlerne som for at være fra deres bank, og kort efter kom en “bankmedarbejder” forbi de to kvinder og hentede deres kreditkort.