En 53-årig mand blev onsdag klokken 13 fremstillet​ i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Han er sigtet for trusler på livet, vidnetrusler, brandstiftelse og besiddelse af skydevåben.

Han blev anholdt tirsdag klokken 14.19 på en adresse på Hjertegræsbakken i Dronningborg, efter politiet havde fået en anmeldelse om, at han gik rundt med et haglgevær på stedet og var truende i sin adfærd.

Flere patruljer kørte til stedet, og den 53-årige blev hurtigt anholdt uden større dramatik.

Ifølge sigtelsen havde manden inden anholdelsen sat ild til et gulvtæppe på adressen, hvor han også havde truet nogle familiemedlemmer, der befandt sig på stedet. Ingen personer kom noget til ved episoden.

Den 53-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han valgte at kære kendelsen til landsretten.

Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og politiet ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen.