To hjemmepassere manglede et fast sted at mødes med andre i samme situation. Både for deres egen skyld men i allerhøjeste grad for børnenes behov for fast, social kontakt.

AF CECILIE BISGAARD

Så snart man kommer ind gennem døren, kan man høre børnehvin. Der er ingen tvivl om, at her er en samling af børn, der har godt gang i leg. I garderoben hænger der børnejakker på kangene og på gulvet ligger der hurtigt efterladte gummistøvler. I legerummet er der lego, et legekøkken, en kravleseng og krea-sager.

Lidt længere inde i det største rum er der i dagens anledning pustet en rød hoppepude op, som en god håndfuld børn boltrer sig på. Omkring hoppepuden står Mia Mikkelsen og Hannah Lundager Urban, og de to er drivkræfterne bag en ny legestue, der i oktober slog dørene op i Assentoft Frikirke.

»Det er et sted, som mine børn er meget glade for. Det er højdepunktet i deres uge. Det betyder mega meget, at vi har fået lov til at lave den her legestue. Det er noget, som vores børn spørger efter, og vi voksne møder andre forældre med samme værdisæt som vores eget. Nogen, der står i samme situation, som man kan vende tingene med. Den sparring betyder rigtig meget,« siger Hannah.

Hannah Lundager Urban og Mia Mikkelsen står bag en ny legestue, der er åbnet i Assentoft Frikirkes lokaler. Foto: Cecilie Bisgaard

Hjemmepasser ved et tilfælde

Både Hannah og Mia hjemmepasser deres børn.

»For mig var det et tilfælde. Min mand og jeg boede i København, og vi var ved at gøre os klar til at flytte til Singapore, da vi fandt ud af, at jeg var gravid. Vi valgte at blive hjemme, men jeg havde sagt mit job op, og jeg syntes ikke, jeg ville søge noget nyt, når jeg var gravid,« fortæller Mia.

Hun kommer oprindeligt fra Kristrup, og hendes kæreste kommer fra Assentoft. I stedet for at flytte til Singapore, valgte de at flytte til hans hjemby. Og Mia fik aldrig søgt et nyt job.

»Jeg er glad for livet med at hjemmepasse mine børn. Så længe børnene trives i det, så bliver vi ved. Det er dejligt at have tid med sine børn, når de er små,« siger hun.

Mia har to børn. Theo på lige knap fire år og Millie på fire måneder.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Fakta: Legestue i Assentoft

Startede op i oktober

Har plads til ti familier

I øjeblikket er otte familier og 12 børn tilknyttet legestuen

Seks babyer er i øjeblikket skrevet på venteliste i håb om, at de kan starte i legestuen, når de er gamle nok

Børn skal være fyldt et år for at få plads i legestuen – med mindre de har ældre søskende, der er gamle nok

Assentoft Frikirke har sagt ja til at låne sine lokaler til legestuen, og derfor er den blevet til en forening under kirken

Legestuen er tiltænkt de lokale børn i Assentoft-området, så de kan lære nogle af de andre børn at kende, som de skal gå i skole med. Hvis der er plads, vil det dog også være muligt for andre at få en plads i legestuen

Man kan komme i kontakt med legestuen på Facebook gennem ’Børnenes Fabrik – Legestue i Assentoft’

For Hannah var det heller ikke planlagt, at hun skulle hjemmepasse sine børn.

»Min ældste pige, Naomi, der går i skole nu, har både gået i dagpleje og børnehave, og det har hun været glad for det meste af tiden. Men på et tidspunkt i børnehaven trivedes hun ikke rigtig, uden vi egentlig kunne sætte en finger på præcis hvorfor. Så da vi fik barn nummer to, tog vi hende ud af børnehaven i et par måneder,« fortæller hun.

Efterfølgende kom pigen tilbage i børnehaven.

»Det var hun sindsygt glad for. Børnehaven var et godt sted at være for hende,« siger Hannah.

Da hun var på barsel med sit andet barn, Selah, fandt Hannah ud af, at hun var gravid med nummer tre, Leah. Hannah er uddannet sygeplejerske, og hun havde svært ved at se, hvordan det hele skulle hænge sammen, hvis hun skulle på natte- og weekendvagter, når hun kom tilbage efter barsel.

»Det var ikke det, jeg ønskede for min familie, så jeg er rigtig glad for, at jeg fik den her mulighed,« siger hun.

Kæmpe glæde og velsignelse

Da Mia og Hannah lærte hinanden at kende, havde de et fælles ønske om at finde et fast sted, hvor de kunne mødes med andre, der også hjemmepasser deres børn. Det var bare svært.

»Jeg kunne kun finde ét sted i Randers, og de havde en alenlang venteliste. Jeg tror, at jeg har stået på den i halvandet-to år. Men jeg kunne mærke på Theo, at han begyndte at komme i den alder, hvor han havde brug for mere konsekvent at få dækket sit sociale behov. Noget, der var mere fast end bare legeaftaler,« fortæller Mia.

Men sådan et sted kunne hun altså ikke finde, og derfor gik hende og Hannah i gang med at lede efter et sted til deres egen legestue. Hannahs forældre kommer i frikirken, og det var derfor, hun fik idéen til at spørge dem, om de måtte have deres legestue der.

»Det betyder mega meget, at vi har fået lov til at lave den her legestue. Det er noget, som vores børn spørger efter, og vi voksne møder andre forældre med samme værdisæt som vores eget,« siger Hannah Lundager Urban. Foto: Cecilie Bisgaard

»Kirken har bare et kæmpe hjerte for den her by. De vil gerne gøre noget aktivt til glæde og gavn for lokalområdet. De vil gerne være noget for byen, og derfor har vi aldrig været i tvivl om, at her var et sted, vi gerne måtte være,« fortæller Hannah.

Frivillige kræfter i kirken hjalp med at omdanne gamle depotrum til lokaler, hvor børn kan boltre sig i leg. De har blandt andet malet, ordnet ledninger og væltet en væg.

»Vi er blevet taget imod med meget åbne arme. Vi får lov til gratis at bruge kirkens lokaler, og de kommer om morgenen og tænder for varmen hver gang. Det er deres legestue, som vi så driver, og det er en kæmpe glæde og velsignelse,« siger Hannah.

Varige relationer

Legestuen finder sted hver onsdag formiddag, og Hannah og Mia har hele tiden haft en klar idé om, at legestuen ikke skal være et barselstilbud. Det skal udelukkende være et tilbud til forældre, der hjemmepasser deres børn. Derfor har de som udgangspunkt valgt, at børn skal være fyldt et år, før de må komme i legestuen – dog må man godt have mindre søskende med, hvis man har et barn, der er gammelt nok.

»Det er meningen, at vores børn skal få nogle varige relationer. Noget, de kan genkende. Ligesom hvis de gik i børnehave, hvor de ved, at der er en, som de plejer at lege med. Og vi får voksenkontakt. Vi kommer ud og snakker med nogen og får lidt luftforandring – og snakker med andre voksne,« siger Mia.

Der er plads til ti familier, og i øjeblikket er der 12 børn og otte familier tilknyttet legestuen. Derudover er seks babyer skrevet på venteliste, til når de fylder et år engang efter nytår.

»Jeg tror efterspørgslen bliver større, og flere gerne vil snuse til hjemmelivet – blandt andet på grund af snakken om normeringer. Flere tænker over, at der er et alternativ,« siger Mia Mikkelsen.

I øjeblikket går der 12 børn i legestuen. Foto: Cecilie Bisgaard