Fordi Maibrit Christensens datter ikke har større søskende, føler moren, at hendes datter er dårligere stillet end andre børn, når det kommer til at få en plads i hårdt pressede daginstitutioner.

AF CECILIE BISGAARD

Ella på otte måneder er en glad pige. Hun smiler og snakker løs, som kun babyer i den alder kan.

Men hendes mor Maibrit Christensen er ked af det. Hun er frustreret og uforstående. Det er hun på grund af den pressede situation på dagtilbudsområdet, der giver pladsudfordringer for børn i alderen nul til to år, som Din Avis tidligere har skrevet om.

Ella blev skrevet op på garantiventelisten som noget af det første, Maibrit og hendes mand gjorde, da de kom hjem med hende fra sygehuset. Maibrit ville nemlig være sikker på, at Ella kunne starte i en institution i Hornbæk tæt på deres hjem, når den tid kom. Ella er garanteret en plads i en daginstitution fra 1. januar, men her i midten af november ved Maibrit stadig ikke hvor henne.

Randers Kommune har nemlig ophævet de såkaldte pasningsdistrikter. Det betyder, at hvor man før var garanteret en plads i det distrikt, man bor i, er man nu garanteret en plads i en institution et sted i hele Randers Kommune.

»Jeg har intet hørt, og når jeg ringer til pladsanvisningen, får jeg at vide, at jeg godt kan risikere først at få det at vide fjorten dage før. Ella skal starte 1. januar, så på grund af julen er det slet ikke sikkert, at jeg kan nå at besøge stedet, inden hun skal starte,« siger Maibrit.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Forstå sagen

I Randers Kommune er der store udfordringer med at finde daginstitutionspladser nok til alle børn i nul- til to-års-alderen. Heldigvis er det lykkedes indtil videre, selvom der flere gange har været udsigt til, at en lille håndfuld børn ville ”komme i overskud”.

Førhen garanterede kommunen, at børn ville få en plads i det pasningsdistrikt, som familien er bosiddende i (Randers Kommune er delt op i fem distrikter). Den garanti har politikerne nu ophævet, og derfor kan forældre risikere at blive tilbudt en plads hvor som helt i kommunen.

Man forsøger dog så vidt muligt at placere alle børn i deres eget pasningsdistrikt, og hvis det bliver nødvendigt at placere et barn i et andet distrikt end hjemdistriktet, vil de blive tilbudt en plads i deres hjemdistrikt, så snart en plads der bliver ledig.

Man har for at imødekomme problemet lavet en lang række mindre kapacitetsudvidelse i flere daginstitutioner rundt om i kommunen.

Uforståelig venteliste

Selvom uvisheden allerede er stor for Maibrit, så er der en faktor, der gør den endnu større. Det er Randers Kommunes søskendehensyn. Det betyder, at man vil gøre, hvad man kan, for at sikre, at søskende kommer i den samme institution, så forældre ikke risikerer at skulle køre på tværs af kommunen for at hente deres børn.

Det hensyn kan Maibrit godt forstå. Hun savner bare gennemsigtighed. Hun er nummer 16 på ventelisten til Børnehuset Æblehaven i Hornbæk. Hun går tilfældigvis i mødregruppe med dem, der er nummer 10, 15 og 18 på samme liste.

»Nummer 15 og 18 har lige fået at vide, at de har plads fra 1. januar. Nummer 10 og 16 er ikke blevet tilbudt noget,« siger Maibrit.

Så selvom den ene fra mødregruppen faktisk var to pladser længere nede på listen end Maibrit og Ella, så har det barn fået en plads først – på grund af ældre søskende, der allerede går i institutionen.

»Der er ingen gennemsigtighed. Det er fint nok med søskendehensynet, og jeg har fuld forståelse for det. Men så skal det bare være tydeligere. Så skriv det på listen. Lige nu ved jeg ikke, om jeg er nummer 16, eller om jeg reelt er nummer 30 eller 57. Jeg ved det ikke,« siger Maibrit Christensen.

Og noget, der ikke gør situationen nemmere, er, at Ella stadig er nummer 16 på ventelisten – selvom nummer 15 altså har fået en plads.

Ikke samme muligheder

Den store usikkerhed omkring søskendehensynet gør, at Maibrit ikke føler, at Ella har de samme muligheder som andre børn – af den simple grund, at hun ikke har en storebror eller -søster.

»Der opstår en skævvridning, når børn ikke kan få en lige god start på livet og dagligdagen uden for hjemmet. Ella er ringere stillet end andre børn,« siger hun.

Maibrit er nemlig bange for, at hun først skal indkøre Ella i én institution for kort tid efter at skulle indkøre hende igen i en anden, hvis hun senere får en plads i Børnehuset Æblehaven.

»Der er andre institutioner tæt på, men de leverer børn til andre skoler. Det er kun Æblehaven og Overvænget, der leverer børn til Hornbæk Skole. Så dem, hun kommer til at gå i institution med, er ikke de samme, som dem hun skal gå i skole med. Jeg føler, min datter bliver behandlet som et andenrangsmenneske, fordi hun ikke har søskende,« siger Maibrit Christensen og fortsætter:

»Hvornår bliver min pige vægtet lige så højt som andre børn?«

Savner gennemsigtighed

Årsagen til, at Maibrits ønske om en daginstitutionsplads i Hornbæk er så stort, skyldes også hendes og mandens arbejde. Hun arbejder i Viby klokken 8 til 16 hver dag uden mulighed for fleksible arbejdstider. Hun er derfor nødt til at forlade hjemmet klokken 7 hver morgen, og hun er ofte ikke hjemme før klokken 17. Hun vil altså have svært ved at nå at aflevere og hente, hvis Ella får plads i en institution langt væk fra hjemmet.

Hendes mand arbejder i Favrskov Kommune. Han kan godt være fleksibel med sine arbejdstider, men hvis han skal aflevere og hente hver dag, kan han ikke arbejde fuldtid.

»Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan vi skal få det til at hænge sammen. Og det kan da ikke være uvant med forældre, der arbejder i Aarhus og Favrskov,« siger Maibrit og forsætter:

»Hvis der havde været mere gennemsigtighed og struktur, så kunne jeg måske have planlagt anderledes fra starten. Men lige nu er alt meget usikkert.«

Hendes største ønske er derfor, at man lavede ventelisterne til de enkelte institutioner mere gennemskuelige. Hun håber, at man på en eller anden måde kan markere, om dem, der er på ventelisten, har søskende i samme institutioner – og derfor har en fordel og kan risikere at få tilbudt en plads tidligere end dem, der ikke har søskende.

»Det eneste, der fylder lige nu, er den institutionsplads. Jeg synes bare, at i sidste ende er en kø en kø. Men sådan er det ikke lige nu.«

15 kilometer væk

Efter Din Avis’ interview med Maibrit Christensen er Ella blevet tilbudt en plads hos en dagplejer i Langå – 15 kilometer fra familiens hjem. Der er stor sandsynlighed for, at de børn, som Ella her vil lære at kende, ikke vil være de samme børn, som hun senere skal starte i skole med.

»Pladsanvisningen kan intet sige om, hvor længe Ella skal fragtes 15 kilometer hver morgen og eftermiddag. Det har været en enorm trist dag i vores familie, og jeg er praktisk talt ved at opgive at give min datter lige vilkår med andre børn, selvom hun har ventet længere og er ældre end de børn, som får plads,« fortæller hun og fortsætter:

»Det er en rigtig ærgerlig konklusion at nå til, at man ikke kan sikre sit barn samme forudsætninger og vilkår for en god, rolig og tryg start på verden.«

Hornbæk og Langå ligger i samme pasningsdistrikt, og derfor har kommunens forvaltning og pladsgarantien levet op til deres målsætning om, at så mange som overhovedet muligt skal tilbydes en plads i deres hjemdistrikt.