Flere hundrede år gamle og meget værdifulde rokokomøbler fra godset ved Laurbjerg kommer under hammeren.

AF JEPPE RAFN

Prægtige rokokomøbler, der har været i Bidstrup Gods’ eje siden midten af 1700-tallet, kommer nu under hammeren og bliver solgt på en auktion hos Bruun Rasmussen i København.

Møblerne er blevet fremstillet på bestilling af storkøbmand og godsejer Gerhard de Lichtenberg, som i 1748 købte godset ved Laurbjerg.

Højdepunktet i det udbudte interiør er et sjældent rokokochatol, der er vurderet til mellem 1,5 og 2 millioner kroner.

Derudover består samlingen af fire ens rokokokommoder, der på bagsiden er nummereret med sort blæk ”no. 1” til ”no. 4” og chatollet ”no. 5” samt fire meget store venetianske glasspejle og fire mindre med det Lichtenbergske våben.

Artiklen fortsætter under billedet

Møblerne i denne sal på Bidstrup Gods bliver solgt på auktion til en samlet vurderingspris på mellem 2,55 og 3,4 millioner kroner. Pressefoto

Kommoderne, spejlene og chatollet no. 5 sælges sætvis og vurderes til at blive solgt for i alt for mellem 1,05 og 1,4 millioner kroner. Samlet set forventes auktionen altså at indbringe sælgeren mellem 2,55 og 3,4 millioner kroner. Derudover skal der betales købersalær.

»Det er med stor interesse, at vi på vores kommende auktion kan udbyde dette fine interiør. Mig bekendt findes der ikke et sæt som dette her nogen andre steder. Det er meget usædvanligt, at man ser så stort interiør, som er lavet på bestilling til ét sted og én person. Her får man virkelig mulighed for at se enestående håndværksmæssige kvaliteter fra dansk rokoko, både hvad angår materialer og udformning,« fortæller Anders Fredsted, vurderingsspecialist i ældre møbler, i en pressemeddelelse fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Lavet på bestilling

Det danske rokokochatol med det Lichtenbergske våben på topstykket samt de fire tilhørende kommoder er uden tvivl lavet på bestilling af Gerhard de Lichtenberg. Møblerne er uden nogen form for snedkersignatur, men ifølge Nationalmuseets videnskabelige undersøgelser af inventaret på Bidstrup fra 1952 tyder meget på, at det er den københavnske hofsnedker Mathias Ortmann, der står bag. Siden chatollet ankom til Bidstrup i midten af 1700-tallet har det stået i den samme sal og tilhørt familien de Lichtenberg gennem ni generationer.

»Hos Bruun Rasmussen har vi aldrig tidligere set et møbel af den klasse, og det fremstår som noget af det bedst bevarede fra den danske rokoko,« fortæller Anders Fredsted.

Artiklen fortsætter under billedet

Rokokochatollet er samlingens mest værdifulde møbel. Pressefoto

Rokokochatollet er lavet af guldstafferet træ, nøddefiner på fyr og med forgyldte træskæringer og slædeben. Toppen er prydet af det Lichtenbergske våbenskjold. Bag chatollets spejldøre er to søjlegange med fire forgyldte figurer samt to små ovale miniatureportrætter, hvor det ene forestiller Gerhard de Lichtenberg, der levede fra 1697 til 1764, og hans hustru Bodil Hofgaard (1711-1795). På chatollets bagvæg ses to malerier malet på lærred. Et af Engelsholm Gods ved Vejle, som var et af Gerhards andre godser, og et andet af Sorø Akademi, hvor hans søn Frantz fik sin uddannelse.

Gerhard de Lichtenberg

Gerhard de Lichtenberg var en virksom mand, der investerede i jordegods under landbrugskrisen i 1730’erne i de midtjyske sogne. I driften af godserne var han både initiativrig og human. Foruden at engagere sig i tegl-, papir- og metalproduktion bidragede han med store økonomiske summer til kirkerne, latinskolen og fattigvæsnet i sin fødeby Horsens, oplyser Bruun Rasmussen i pressemeddelelsen.

De Lichtenberg drev sine forretninger med sin far og onkel, og efter deres død blev han yderst velhavende og steg i graderne fra kammerråd til kancelliråd, justitsråd og sidst etatsråd. I 1735 blev han adlet under navnet ”de Lichtenberg”.

Blandt sine godser købte han i 1748 Bidstrup Gods, som han i 1756 gjorde til stamhus for den Lichtenbergske slægt.

Møblementet fra Bidstrup Gods kommer under hammeren 30. november. Det kan opleves på Bruun Rasmussens eftersyn 24. – 28. november.