Randers Kommune arbejder sammen med en ny totalrådgiver og rådgivere på at finde en løsning.

Det nye klubhus til IF Alliancen i Stevnstrup står foran store ekstra udgifter som følge af, at totalrådgiver Constructor A/S har lavet konstruktionsfejl og efterfølgende er gået konkurs. Nu arbejder Randers Kommune sammen med en ny totalrådgiver og rådgivere på at finde en løsning. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.

»Det er en rigtig ærgerlig situation at stå i, og vi gør vores bedste for sammen med bestyrelsen i IF Alliancen at håndtere det her sådan, at klubhuset kan blive klar til brug hurtigst muligt,« siger Claus Engstrup, der er chef for kultur- og fritidsafdelingen i Randers Kommune i pressemeddelelsen.

Byggeriet af det nye klubhus blev finansieret af både kommunale midler og en større indsamling i Stevnstrup for at sikre et nyt klubhus til fodboldafdelingen i byen. Da midlerne til klubhuset var på plads, indgik Randers Kommune som vanligt en aftale med en totalrådgiver og en entreprenør.

Rådgiveren fik ansvaret for at styre projektet og dermed både stå for tegninger, indhente priser, foretage relevante beregninger og holde byggemøder med entreprenører og så videre.

Forud for årets første hjemmekamp i april 2022 blev klubhuset indviet. Tilbage var blot at modtage en ibrugtagningstilladelse, som skulle indhentes af totalrådgiver. Men det lod vente på sig. 25. maj gik rådgivningsvirksomheden konkurs. Det har senere vist sig, at der var beregningsfejl og derefter konstruktionsfejl i projektet, blandt andet i forhold til klubhusets bærende konstruktion.

Derfor er det ikke muligt at få den nødvendige ibrugtagningstilladelse, for klubhuset opfylder ikke de gældende krav til den slags bygninger. Nye beregninger bekræfter, at byggeriet ikke kan blive godkendt i sin nuværende form.

Siden konkursen har Randers Kommunes advokat varetaget sagen overfor konkursboet på Randers Kommunes vegne. Samtidig er der indgået en aftale med en ny totalrådgiver. Den nye totalrådgiver har nu lavet et estimat på, hvad udbedringerne vil koste. Estimatet lyder på en forventet udgift på 1,3 millioner kroner for udbedringerne.

»Vi er rigtig kede af, at vores børn, fodboldspillere og klubbens frivillige ikke har de optimale forhold, vi havde håbet på. Frivillige kræfter, der igennem en længere periode har knoklet for at rejse midler, føler sig snydt og er meget frustrerede over situationen. Vi er så glade for den store opbakning i lokalområdet og for, at vi i et godt samarbejde med kommunen kan finde en løsning,« siger formand for IF Alliancen, Christian Lagoni.

»Vores advokatfirma ser det som en forsikringssag og arbejder sammen med forvaltningen og bestyrelsen på at udbedre forholdene hurtigst muligt,« siger Claus Engstrup.