Torsdag aften kl. 22.13 blev en patrulje fra Østjyllands Politi opmærksom på en personbil, der på Hospitalsgade i Randers C foretog en aggressiv overhaling af to andre køretøjer. Bilen blev derfor standset, og ved patruljens kontakt til føreren, en 26-årig mand, blev han skønnet påvirket af alkohol. En efterfølgende måling viste også en promille over det tilladte, og manden blev derfor gjort bekendt med, at han blev sigtet for spirituskørsel og anholdt.

En efterfølgende narkometertest viste desuden, at manden var påvirket af kokain. En ransagning af mandens bil ledte desuden betjentene frem til en mindre mængde tramadol-piller, som manden ikke havde gyldig recept til. Slutteligt blev han sigtet for kørsel uden førerret da han tidligere var blevet frataget sit kørekort.