En jæger gik at lære: Sådan lærte bogaktuelle Karsten ‘Sivsko’ at tale både udkantsdansk og pædagogsprog

Karsten ‘Sivsko’ Andersen har gennem sit liv betrådt både fabrikshaller og lærerværelser, og i et spændingsfelt mellem et ufaglært udkantsdanmark, en vild natur, sivsko og den danske folkeskole fik et uventet forfatterskab sin begyndelse.

Søren Ladefoged, Lokalavisen.dk

Karsten ’Sivsko’ Andersen har startet denne dag, som han gør de fleste. Ude i værkstedet på Bygade i Uggelhuse iført arbejdsforklæde og læderskinne på hånden, mens han river en stor nål gennem genstridigt sivflet til et par af de sivsko, der har givet ham kælenavnet.

Egentligt er det misvisende kun at kalde ham ’Sivsko’. For når man lægger det puslespil, der er Karsten Andersens liv i dets 69. år, ser man hurtigt, at brikkerne er meget forskellige.

Nogle af dem er barske, kantede og i mørke nuancer – med en rodløs start på ungdomsårene med hårdt manuelt, ufaglært arbejde, bikerklub-rygmærke og udkantsbekendtskaber – mens andre er blødere i farverne og kanterne og viser kærlighed til de nære, til medmennesker og med et trylleslag pludselig også litteratur.

Alligevel lader de sig samle til et sammenhængende billede af en mand, en skolelærer og en – hvilket er årsagen til vores møde – forfatter, aktuel med romanen ’Frontlinjen’.

Men vi starter ved sivskoene.

Livet ved og af fjorden

Som sin far og sin farfar gjorde det før ham, laver Karsten sivsko. Det er der ikke mange, der gør længere – slet ikke på 30. år. Karsten Sivsko lever ikke af sivsko – men bruger arbejdet som meditation og som en tilknytning til sit ophav – også selvom flere navne i kundekartoteket klinger kendisagtigt.

Nils Malmros har fået 15 par til indspilningerne af ’Kærestesorger’ fra 2009. Iben Hjejle har købt et par. Og så har Karsten Sivskos håndværk haft en bærende rolle i Casper Christensen og Frank Hvams tv-succes ’Klovn’, nærmere bestemt tredje afsnit af sæson seks med titlen ’Sivsko og Ægget’, hvor bålgløder i et par af Karstens hjemmelavede sko futter liebhaverejendommen af og koster hundeliv og hovedpine.

»Jeg sendte dem et par og fandt så ud af, at de futtede dem af. Det har jeg aldrig tilgivet de to klaphatte,« siger Karsten Sivsko.

Sivskoene er et billede på, hvordan Karsten og hans slægt i mange år har levet klods op ad og og af fjorden. Han er ivrig jæger på tredje generation – ikke mindst på fjorden og til havs – og fritidsnaturformidler. Det er ved vandet, at Karsten Sivsko finder ro i hovedet – og det er også jagt og fjorden, som flere af hans bøger omhandler, kredser om eller er placeret ved.

Karsten Sivskos forfatterskab startede faktisk ved, at han var ved at miste forbindelsen til sit elskede vand for bestandigt.

Bag øjenlåg brusede bølgerne

En tidlig morgen i begyndelsen af 80’erne satte den ivrige jæger ud med en kammerat på en pram fra kysten ved Hevring. Det var en blæsende dag og i virkeligheden en dum idé, men ud skulle de. Den rasende vind fik fat i prammen og sendte de to jægere ud af kurs og ud på havet – i retning af Sverige og en mulig endestation.

»På et tidspunkt er vi sikre på, at vi skal dø. Det var traumatisk,« siger Karsten Sivsko.

Vinden vendte ud på eftermiddagen og sendte de to fortabte venner tilbage mod land og livet, men som mærkede.

»Min kone og jeg var kort efter i biografen og se ’E.T.’, og hver gang jeg lukkede øjnene, kunne jeg se de her store, grønne bølger for mig. Senere, når jeg nærmede mig vand, skulle på jagt, og det blæste, blev jeg nervøs. Jeg kunne mærke sveden løbe. ’Hvad fanden skal jeg gøre?’, tænkte jeg. Det er jo mit liv, der bliver lagt totalt om, hvis jeg ikke kan være på vandet.«

Så Karsten tog en for ham noget uvant beslutning. Han besluttede sig for at nedfælde sine oplevelser. Bølgesprøjtene for hans indre øje og dødsangsten, han mødte til havs den dag, transformerede sig ud gennem fingrene til en novelle. En novelle, det lykkedes ham at afsætte til et af de FamilieJournalen-lignende ugeblade, hvor han delte forsidepladsen med Ghita Nørby.

Så lagde han skriveriet fra sig (for en stund).

Det lå aldrig i kortene, at Karsten skulle skrive. Skolen havde han aldrig excelleret i, og ud over at være udlært i butik, søgte Karsten Sivsko ikke videre uddannelse, men brugte sine ungdomsår flakkende mellem jobs som ufaglært. Først som lagermedarbejder, værkfører og senere industrilakerer og slagterimedarbejder blandt masser af andre ufaglærte arbejdere.

Fortiden vendte ryggen til

Men kroppen kunne ikke følge med det fysisk hårde arbejde. Karsten Sivsko fik en rygskade efter flere år på slagteriet, og med den måtte han pludselig tage sit liv op til revision. Sagsbehandleren gav ham valget mellem at jage en svær førtidspension eller tage plads på skolebænken for første gang i over 20 år. Han valgte det sidste.

En helt ny verden åbnede sig for arbejdsmanden under den to-årige HF-uddannelse på VUC i Hornslet. Og særligt én lektor var et skelsættende møde for Karsten Sivsko.

»Bent Voldby, der forelæste litteratur. Bent er årsagen til, jeg blev lærer. Jeg tror, han kunne undervise fra otte morgen til syv aften, uden jeg ville kede mig. Jeg var helt væk i hans måde at undervise på,« siger Karsten Sivsko og fortsætter:

»Jeg havde aldrig læst Herman Bang, kun cowboy-bøger og så B.S. Ingemann, men når Bent fremlagde en tekst; når han skrællede Herman Bang som et løg, var jeg fuldstændig paralyseret. Jeg glædede mig til hver gang.«

Karsten Sivsko forlod VUC med topkarakterer i dansk og blev optaget på lærerseminariet i Aarhus. Her fulgte fire fantastiske år efter eget udsagn, hvor han også genoptog skriveriet og fik udgivet sin første bog, han skrev på en måned.

Men Karsten Sivskos drastiske skift i livsbane i sine 40’ere vakte røre i hans liv. Hvor litteraturen havde vækket ham, og lærergerningen tændt et kald i ham, var han med mange af de venner, han havde haft helt tilbage fra en rodløs ungdom og op gennem et ufaglært arbejdsliv, pludselig ikke længere på bølgelængde.

»Alle mine venner var ufaglærte arbejdere, og deres koner var også ufaglærte. Jeg sad til en 40-årsfødselsdag hos en af mine kammerater, og jeg kunne mærke en ædende ondskab. De fattede det ikke. ’Hvorfor skal du læse? Hvad fanden skal det til for?’ De trak sig, og jeg mistede hele flokken. Det var ubehageligt. De forstod ikke, jeg ønskede at ændre på ting og blive uddannet i stedet for at gå på førtidspension,« fortæller Karsten.

Siden er der kommet nye venner til, og Karsten Sivsko har nu bestredet lærergerningen i snart 25 år på henholds- og skiftevis Auning og Allingåbro Skole. Selvom han egentlig blev pensioneret i fjor, har han fortsat timer på skolen og arbejder med elever med problemer som AKT-lærer.

Selvom fortiden vendte ham ryggen, har han ikke helt sluppet dem og den.

Erfaringerne og bekendtskaberne fra fabrikker, slagterier og andre jobs har han kunne trække på i lærergerningen – og i forfatterskabet. Blandt andet som grobund for en af de bøger, han er allermest stolt af.

Skole-hjem fra udkanten

I 2020 skrev Karsten Sivsko sin første novellesamling. Han døbte den ’Skyggeside’.

Gennem 17 historier har Karsten givet mæle til eksistenser, der bevæger sig på livets og samfundets skyggeside. 17 karakterer, der i deres essens alle er nogen, Karsten har mødt, kender og holder af. Enten på gaden i Uggelhuse, som lærer til skole-hjem-samtaler eller blandt de ufaglærte kolleger på fabrik og slagteri.

»Jeg har jo mødt de her mennesker. Jeg har siddet til forældremøder med forhutlede, ødelagte skæbner. Jeg har rørt ved dem, snakket med dem, og jeg kender deres børn,« siger Karsten Sivsko.

Han erindrer en forældresamtale, hvor en far var ved at blive voldelig over for inspektøren. Karsten Sivsko pustede sig op og fik ham fra det. Pædagogsprog var en rød klud for ansigtet for mange af disse mennesker, men med Karsten Sivsko talte de på tomandshånd.

Du snakker sproget, sagde en forælder en gang.

»Det gør jeg jo nok. Jeg kan godt lide de folk. Jeg forstår dem. Jeg har sympati for deres hjælpeløshed. Jeg synes, jeg har kendt mange af de mennesker, for jeg har været ufaglært og stået på fabrik med mærkelige typer. Og måske skulle der heller ikke så meget til, at jeg selv havde været der,« siger Karsten Sivsko.

Han følte stærkt trang til at fortælle historien om folket fra kanten og mennesker, der kan leve og dø med problemer, valg og traumer, mens ingen hører om dem.

Især børnene, der på grund af de svære skæbner ikke altid haft de bedste forudsætninger – slet ikke for skolegang. Dem brænder Karsten Sivsko for, og har i mange år åbnet sit hjem for.

»Jeg har haft samtaler med tidligere elever, der kom forbi, fordi de havde det dårligt. Så har vi siddet hernede og lavet sivsko og talt om tingene. De har jo fyldt meget, børnene, på en god måde. Jeg har aldrig haft elever, jeg ikke kunne lide. Jeg har da haft nogle, jeg har været rasende på, men jeg har aldrig haft nogle, jeg ikke kunne lide. Alle har noget dejligt, rart, positivt og godt i sig.«

Og det har for nogle haft en afgørende betydning, har Karsten Sivsko lært. En dag så han en af sine tidligere elever tone frem i en Facebook-videokampagne, der skulle lokke flere til lærerfaget, hvor elever blev bedt om at nævne en lærer, der havde sat aftryk på deres liv. Den tidligere elev fremhævede Karsten som sådan en lærer.

Akkurat, som han selv taler om Bent Voldby den dag i dag.

»Det blev jeg simpelthen så glad for. En ung mand, der nævnte mig som den vigtigste lærer, han har haft? Det var fandeme det største skulderklap, jeg har fået i min tid som lærer,« fortæller Karsten Sivsko.

Læreren i ’Frontlinjen’

Og nu er vi tilbage ved årsagen for Karstens og undertegnedes møde: Den seneste bog i rækken fra Karsten Sivskos hærdede hænder. ’Frontlinjen’ hedder den, og den tager udgangspunkt i skolelæreren Niels, en tidligere bokser fra en barsk baggrund, der gør, at han ikke er, som lærere er flest, og kommer på kant med både kolleger, elever og også læseren ifølge Karsten.

En bog, der også illustrerer, hvordan en lærers rolle har ændret sig i årene, hvor Karsten Sivsko har været en del af den danske folkeskole og samtidig kredser om de dele af udkantsdanmark, der ikke får taletid eller bevågenhed inde fra byerne.

»Når den hedder ’Frontlinjen’ er det jo fordi, det er der, læreren er. Om det er Gellerup, Ishøj eller Auning, så er de på kanten hele tiden og møder de særeste mennesker og tunge skæbner, og det er vigtigt at fortælle den historie. Dengang jeg var elev, havde læreren jo en helt anden rolle i lokalsamfundet. I dag er læreren et frit mål. Forældre og elever har ikke samme respekt længere,« siger Karsten Sivsko.

Som de andre af Karstens bøger er den tilvejebragt sammen med en betroet kollega, der læser korrektur og kommer med noter løbende. Hans næste bogprojekt er en »drengerøvsfortælling« om Niels Ebbesen.

Karsten ’Sivsko’ Andersen har et mål om at skrive en bog om året, og han har en drøm om at skrive en bestseller.

Hver dag sætter han en time af, tager plads i lænestolen i sivsko-værkstedet og hamrer af sted for at få linjerne ud. Men inden, han kaster sig kærligt over sine karakterer, starter han morgen og formiddag med at lave – ja, sivsko.