Natten til tirsdag klokken 00.52 ringede en beboer på Spurvevej i Randers NØ (nær Nordre Kirkegård) 112 og fortalte, at han var blevet vækket af noget larm i køkkenet, og da han stod op, så han en fremmed mand, der var brudt ind og nu gik rundt i huset.

Kort efter var en politipatrulje på stedet.

Da betjentene kom ind i huset, traf de en 40-årige mand, som straks blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrudstyveri.

Ud over indbruddet på Spurvevej er den 40-årige også blevet sigtet for flere forhold begået samme nat i samme område: forsøg på indbrudstyveri i nogle kælderrum på Nørrebrogade, forsøg på at bryde ind i en villa på Nørrebrogade, hvor han dog blev opdaget og stak af, og forsøg på tyveri fra en bil, der holdt på Frederiksgade, ved at knuse en rude i bilen.

Tirsdag klokken 13 blev den 40-årige så fremstillet i grundlovsforhør.

Den 40-årige har en række domme for lignende kriminalitet bag sig, og derfor blev han fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.