Det bliver snart lidt sikrere at være cyklist i Randers Kommune.

Snart bliver flere veje i Randers Kommune mere cykelistvenlige. Der er nemlig tre nye cykelstier, en cykelbane og en 2-minus-1-vej på vej ved Fårup, mellem Gjerlev – Øster Tørslev, i Drastrup, ved Lem og i Harridslev. Det vedtog byrådet på byrådsmøde den 30. januar, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Det er vigtigt, at vi bliver ved med at udvikle infrastrukturen i Randers, så den indbyder til at flere tager cyklen. Vi kan se, at rigtig mange borgere gerne vil cykle eller gå, når de eksempelvis skal til arbejde, det viser tallene fra cykelregnskaberne. Vi glæder os til at gøre Randers til en endnu bedre cykelby,« siger Nick Zimmermann, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.

Randers Kommune sætter gang i planlægningsarbejdet med det samme og forventer, at arbejdet med alle fem projekter vil stå færdigt i 2024/2025.

»Det er fem vigtige projekter for at fremme cyklisme og sikker trafik i Randers Kommune. Vi går meget snart i gang med forberedelserne, det vil sige projekteringen, som byrådet nu har givet bevilling til,« siger Birgit Berggrein, der er ingeniør i Randers Kommune og projektleder på Randers Cykelby.

Når detailprojekterne er færdige, bliver de forelagt for byrådet, som så kan give anlægsbevilling til projekterne.

De fem projekter er en cykelsti ved Fårup på Fårupvej mellem Storegade og Hobrovej, en cykelsti mellem Gjerlev og Øster Tørslev, en cykelsti i Drastrup, en cykelbane på Højsletvej ved Lem samt en 2-minus-1-vej i Harridslev, hvor vejen samtidigt udvides, og der etableres fortov på Sagavej.