Af Lars Roed

Jeg var en gang i Thule og havde en kæmpe oplevelse her. Det er et ekstremt sted. Højt mod nord, ekstreme kuldegrader, og beskrivelsen “et sted helt ude på kanten” dækker blandt andet også over, at det er et sted, hvor den mindste fejlvurdering kan ende med en dødelig udgang. Hvis man, som jeg, har fulgt med i den spændende serie “Sirius-patruljen”, får man et virkeligt godt indblik i, hvor barsk naturen er i det nordligste Grønland.

Ud over spændende og spektakulære oplevelser fra Thule, oplevede jeg også, hvilke livsvilkår som i bund og grund er vigtigst og helt basale for overlevelse. Varme, husly og mad.

Kontrasten mellem det ekstreme og det at Thulebasen rummer rigeligt mad og er et trygt sted at opholde sig i dette ekstrem, gjorde noget helt særligt ved mig. Det føltes som om, mine hverdagsproblemer og spekulationer blev meget små og efter nogle dage forsvandt. Der blev en ekstrem ro i mig, og en “grounding” jeg sjældent har oplevet.

Jeg husker, at jeg kom hjem med en følelse af at været blevet lidt en isbjørn, hvor mærkeligt det end kan lyde. Sammen med denne følelse, var der en naturlig følelse af taknemlighed over, at vores mest basale behov er dækket for de fleste mennesker i Danmark. Jeg vil på ingen måde forklejne den situation mange danskere er i her midt i inflationen, men jeg bliver så glad for det sociale sikkerhedsnet, vi har i Danmark.

Når jeg de seneste dage har set billeder fra jordskælvene i Tyrkiet og Syrien, tænker jeg, hvor voldsomt det er, at naturen på blot få timer kan fjerne de basale levevilkår for millioner af mennesker og dræbe titusinder. Jeg har stor medfølelser for de ramte. Det er hjerteskærende at se, hvordan nogle kan høre deres familiemedlemmer, børn og voksne skrige dybt i ruinerne, uden at kunne gøre noget. Her er millioner af mennesker uden tag over hovedet og uden mad. Mange mennesker har ingen mulighed for at få dækket de helt basale behov.

Jeg har nævnt det en del gange i mine klummer, og for mig bliver det ikke mindre aktuelt at mærke det, set både i lyset af mine oplevelser jeg havde i Thule og i lyset af katastroferne ude i verden. Jeg mærker taknemlighed for de små ting. Det er jo ikke givet, at jeg vågner i morgen. Det er jo ikke en selvfølge, at jeg har tag over hovedet og mad i køleskabet. Jeg må naturligvis gribe i egen barm, for jeg tager også mange ting som en selvfølge. Jeg håber her, at jeg også kan inspirere andre til at føle mere taknemlighed. Taknemlighed skaber mere livskvalitet. Det skaber lys og håb.

Hav det godt til vi “læses ved” næste gang.