Enslev Forsamlingshus præsenterer fredag 3. marts et af de helt store navne indenfor den populære folkemusik, nemlig Jane & Shane.

Engelske Jane Clark (violin og vokal) og irske Shane Donnelly (vokal, guitar og bodhrán) er ikke bare gode musikere og spillemænd. De er begavede underholdere i særklasse, lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.

De musikalske rødder er solidt forankret i den irske/britiske folkemusik, men Jane & Shane bevæger sig elegant rundt i mange forskellige stilarter og leger med elementer fra både folkemusikken, det klassiske og jazzen. De mestrer at fortælle den gode historie, og deres egne kompositioner føles hurtigt som gammelkendt stof og de traditionelle sange som deres egne.